Kommer næppe ud i live
Filmproduceren sidder i forvejen fængslet, men har nu fået yderligere 16 år bag tremmer
Den tidligere filmproducer Harvey Weinstein er af en domstol i Los Angeles blevet idømt 16 års fængsel for voldtægt og seksuelt overgreb.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Sky News tiggede Weinstein om ikke at blive dømt livstid bag tremmer.
- Fortjener det ikke
- Jeg fortjener det ikke, lød det fra den tidligere filmmogul.
Weinstein sidder i forvejen fængslet, da han i 2020 fik en dom på 23 år - også for voldtægt og seksuelt overgreb.
Han har indtil videre afsonet to år af den dom.
Oralsex
I december fandt et nævningeting i Los Angeles ham skyldig i voldtægt, at have tiltvunget sig til oralsex og seksuel penetration.
De tre forbrydelser er begået mod samme kvinde, som i medierne er beskrevet som Jane Doe 1.
Ifølge Variety er 70-årige Weinsteins offer i denne sag en europæisk model.
- Hun kan tænde for tårerne
- Det er en opdigtet historie. Jane Doe 1 er en skuespillerinde. Hun kan tænde for tårerne, siger Weinstein fredag ifølge Sky News.
Hændelsen skulle have fundet sted i 2013 i et hotel i byen Beverly Hills.
Weinstein blev et af de mest kendte ansigter, da den første MeToo-bølge skyllede ind over USA i 2017.
Her anklagede en række kvinder i filmbranchen ham for overgreb.