Kommer til at 'tabe kæben'
Korpset-stjerne håber på forståelse for sine indre dæmoner
Der er ingen kære mor for de 12 kendte danskere, der medvirker i årets udgave af TV 2-programmet "Korpset".
Her bliver de presset til det yderste i et forløb, som er tilrettelagt af tre tidligere specialstyrkesoldater fra Jægerkorpset.
Allerede i afsnit et bliver aspiranterne udsat for hårde prøvelser. For eksempel bliver de på en mørk aften midt i oktober skubbet i vandet med en hætte over hovedet.
En af aspiranterne er tv-værten Abdel Aziz Mahmoud.
- Jeg håber, at folk forstår mine indre dæmoner, og hvad det kommer af, når jeg bliver presset, siger han på den røde løber til årets Zulu Comedy Galla.
Grænseoverskridende
Go' aften Live-værten husker blandt andet husker de relationer, som han på kort tid fik til de andre deltagere.
- Det er grænseoverskridende time for time. Det er helt ekstremt.
- Jeg kan huske, at der på dag to var en, der spurgte: "Hvor mange dage har vi været her"?. Det føltes som en evighed. Vi græd, grinte og kæmpede på måder, som jeg ikke har gjort med mine venner.
- Der kommer nogle afsnit, hvor folk kommer til at tabe kæben, lyder det fra den 39-årige journalist.
Et sindsygt program
Også børneværten Mille Gori, som af de yngste seere er bedst kendt som DR-karakteren Motor Mille, er at finde blandt de hårdt prøvede aspiranter.
Hun fortæller, at det var et "sindssygt" program at lave.
- Det er det mest vanvittige, jeg nogensinde har gjort i mit liv, lyder det fra den 33-årige tv-kendis.
- Det var pissehårdt. Men det er også en af de bedste ting, jeg har sagt ja til, fordi det gav en følelse af, at man virkelig mærkede sig selv. Og det var hårdt på den fede måde, siger Mille Gori.
I "Korpset" har de to tv-værter selskab af blandt andre den tidligere håndboldspiller Lars Rasmussen, MMA-udøver Nicolas Dalby og skuespiller David Sakurai.
Programmets femte sæson sendes på TV 2 Play og kan ses på TV 2 mandag klokken 20.