Konen afslører: -Vores indtægt forsvandt
Hun åbner op om parrets største krise
Anette Price mødte sin mand, tv-kokken og kapelmesteren James Price, for 15 år siden via en onlinechat, da de begge var i 40'erne.
James Price, som er den ene af Price-brødrene i det populære DR-program 'Spise med Price', var ikke "superkendt", da parret mødtes.
Hans kone åbner op om parrets ægteskab i et interview med Alt for damerne, hvor hun blandt andet fortæller, at hun faldt for hans udseende, og omtaler ham som en "ægte gentleman" og sin "soulmate".
Hårdt ramt på økonomien
I interviewet sætter Anette Price også ord på ægteparrets største krise, som de oplevede under coronapandemien.
Her kæmpede de med økonomien.
- Al vores indtægt forsvandt, og der måtte vi ned i banken og snakke med dem om, hvor længe vi kunne klare os, inden vi skulle sælge lejligheden i Frankrig og huset og bringe pensionen i spil. Ingen af os anede jo, hvor længe det ville vare, fortæller hun og tilføjer:
- Heldigvis har vi et godt ægteskab.