Kongehus deler sødt billede af lille royal fødselar

Prinsesse Charlotte fylder to år tirsdag den 2. maj, men allerede mandag har kongehuset delt et sødt billede af den lille pige.

Der er sket en hel del med prinsessen, siden dette fantastiske billede blev taget. Foto: Scanpix/Duchess of Cambridge
Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag bliver sandsynligvis en dag fyldt med fest og farver i børnehøjde i det britiske kongehus.

Kongefamiliens yngste medlem, prinsesse Charlotte, fylder nemlig to år tirsdag den 2. maj, og de royale familiemedlemmer har allerede taget en lille smule forskud på fødselsdagsfejringen.

I hvert fald har det britiske kongehus delt et nyt, sødt billede af den lille prinsesse, der er iført en lysegul strikket cardigan, på det sociale medie Instagram.

– Hertugen og hertuginden af Cambridge er glade for at kunne dele et nyt fotografi af prinsesse Charlotte for at markere hendes toårs fødselsdag i morgen, skriver hoffet til det nye fødselsdagsbillede.

Det er hertuginde Kate, der i april har taget billedet af datteren i familiens hjem i Norfolk.

De søde ord vælter ind

Allerede inden morgendagens fødselsdagsfejring har den britiske kongefamilie og prinsesse Charlotte modtaget et hav af fødselsdagshilsner og lykønskninger, og på Instagram takker de stolte forældre for opmærksomheden.

– Deres kongelige højheder vil sige tak til alle for de dejlige beskeder, de har modtaget, og de håber, at alle vil nyde dette fotografi af prinsesse Charlotte lige så meget, som de gør, lyder det på Instagram.

Den lille prinsesse kom til verden den 2. maj 2015.

Døbt i juli

Uden for St. Marys Hospital i det vestlige London var både pressen og royale fans dengang mødt frem for at få det første glimt af det nye, royale familiemedlem.

Samme aften trådte prins William og hertuginde Kate frem foran pressen med deres nyfødte datter i armene, før de vendte hjem til slottet.

Den 5. juli blev den lille pige døbt i kirken St. Mary Magdalen, hvor hun fik navnet prinsesse Charlotte Elizabeth Diana.

Prinsesse Charlotte er nummer fire i tronfølgen, og da hun blev født, skubbede hun således prins Harry ned på en femteplads.

Se billedet af fødselaren her:


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS