Kongehuset deler særlige billeder: Dronningen på Færøerne
Det har været fem år siden sidste besøg, men dronningen ser uden tvivl ud til at nyde sin tid på Færøerne. Et tætpakket program bringer stadig smil på regentens læber
Dronning Margrethes besøg på Færøerne er efterhånden en tradition, som rækker mange år tilbage i tiden.
Men alligevel synes der at være noget særligt over årets besøg til øgruppen mod nord.
Og søndag var ingen undtagelse for den danske monark, der fik lov at overvære en gudstjeneste forestået af Færøernes biskop, Jógvan Fríðriksson, der senere søndag også var vært ved en officiel frokost for regenten.
Verdens første første
Dronning Margrethe fik også en oplevelse udover det sædvanlige, da hun kørte gennem Eysturoyartunnellin, der forbinder de to største øer på Færøerne.
I tunnelen er der nemlig verdens første undersøiske rundkørsel - og her fik hun også lejlighed til at se kunstnerens Tróndur Paturssons kunstinstallation, der er placeret i midten af rundkørslen.
Et glædeligt gensyn
Dronning Margrethe var blot 19 år gammel, da hun første gang var på Færøerne.
Og selv har regenten forklaret, hvordan den bjergtagende og særegne natur med de sorte klipper, grønne fjeldsider og det store hav har betaget hende lige siden.
Og til Lagmandens middag den 15. juli holdt dronningen også en tale, der netop fokuserede på, hvilken rivende udvikling landet har gennemgået.
- Det er nu fem år siden, at jeg sidst besøgte Færøerne. Bare på disse få år er der sket en rivende udvikling. Der investeres med omtanke i fremtiden. Her i Tórshavn og i bygderne skyder nye skoler og uddannelsesinstitutioner op, som skal ruste den unge generation til at kunne overtage ansvaret for dette smukke land, lød det fra dronningen, der fortsatte:
- Jeg glæder mig til i de kommende dage at se noget af det nye, som er sket, siden jeg var her sidst, og til at gense nogle af de steder, som rummer så mange minder fra tidligere besøg.
Dronningens besøg på Færøerne afsluttes efter planen mandag.