De bliver tvunget til at tage vaccine

Fra september skal ansatte i sundhedssektoren i Frankrig og Grækenland være vaccineret imod coronavirus

Både fransk og græsk sundhedspersonale skal tage i mod en vaccine, lyder det fra de respektives beslutningstagere. Foto: REUTERS/Christian Hartmann/Pool
Både fransk og græsk sundhedspersonale skal tage i mod en vaccine, lyder det fra de respektives beslutningstagere. Foto: REUTERS/Christian Hartmann/Pool
Udgivet Opdateret

Sundhedspersonale i Frankrig og Grækenland kommer ikke længere til selv at kunne bestemme, om de vil vaccineres imod corona eller ej.

Det bliver således et krav for alt sundhedspersonale i de to lande. 

Det har de to landes regeringer meddelt særskilt mandag.

Beslutningen om at gøre vaccination imod coronavirus til et krav kommer på et tidspunkt, hvor der er stigende smitte i både Frankrig og Grækenland.

Og fordi dele af de to landes sundhedspersonale, som ofte er i tæt kontakt med smittede, endnu ikke er vaccinerede, bliver det nu obligatorisk at blive det.

I Frankrig vil sundhedsmedarbejdere fra midten af september blive tjekket for, om de er blevet vaccineret imod coronavirus.

Ikke enkeltes attitude 

- Hvis vi ikke gør noget nu, så vil antallet af smittetilfælde og antallet af indlæggelser på hospitalerne stige, siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i en tale på fransk tv.

I Grækenland gælder kravet fra starten af september. 

For personale på landets plejehjem vil der blive stillet krav om vaccination med det samme.

Ifølge den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, skal tiltaget med være til at gøre, at landet ikke behøver at lukke igen på grund af enkeltes "attitude".

Danmark anbefaler

Tidligere i år gjorde Italien det ligeledes obligatorisk for sundhedspersonale at blive vaccineret.

I Danmark er det frivilligt, om sundhedspersonale ønsker at blive vaccineret.

Men det bliver anbefalet af myndighederne, som også har prioriteret at tilbyde vacciner til sundhedspersonale som en af de første befolkningsgrupper.

Herhjemme er 40,2 procent af den samlede befolkning færdigvaccineret. 

Det er nogenlunde den samme andel som i Frankrig og Grækenland.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner, der lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS