Kongelig bommert
Kronprinsesse Mary alligevel ikke velkommen til Elizabeths begravelse
Fejl i det britiske udenrigsministerium betyder, at kronprinsesse Mary alligevel ikke skal til statsbegravelse
Kronprinsesse Mary rejser alligevel ikke med til London for at deltage i begravelsen af dronning Elizabeth. Det skyldes en protokolfejl, oplyser Kongehuset.
Fejlen ligger hos det britiske udenrigsministerium.
- Der er sket en beklagelig fejl i invitationen fra det britiske udenrigsministeriums protokol, oplyser Kongehusets kommunikationsafdeling i en mail.
Kun Margrethe og Frede
- Det er således alene dronningen og kronprinsen, der fra dansk side deltager i dronning Elizabeth II’s statsbegravelse på mandag, lyder det videre.
For få dage siden lød det ellers, at kronprinsesse Mary også skulle deltage ved britiske dronning Elizabeths begravelse mandag i London.
Elizabeth nåede at sidde på tronen i 70 år - siden 1952. Det gjorde hende til den længst siddende monark i Storbritanniens historie. Hun blev 96 år.
Nu er det den danske dronning, som er den længst siddende nulevende regent i verden. Den 14. januar havde hun været regent i 50 år.
Dronning Elizabeths begravelse finder sted i kirken Westminster Abbey i London.