Kongeligt babyboom: Her er Sveriges royale rollinger

Der er tale om et decideret babyboom i det svenske kongehus, som på fire år får seks nye medlemmer.

Dronning Silvia og kong Carl Gustaf af Sverige har ikke mindre end fem børnebørn og to mere på vej. Foto: Anders Wiklund/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Først kom én, så kom to og på blot fire år får det svenske kongehus ikke mindre end seks royale rollinger.

Men før vi mister overblikket over den royale børneflok, kommer her en gennemgang af, hvem der hører til hvem i arvefølgen til den svenske trone.

Prinsesse Sofia højgravid

I øjeblikket er prinsesse Sofia højgravid og skal føde sit og prins Carl Philips andet barn inden for kort tid.

I forvejen er parret forældre til prins Alexander, som kom til verden i 2016 og i dag er knap halvandet år gammel.

Om der er tale om en lillebror eller lillesøster til den lille prins forbliver en overraskelse for offentligheden, da prinsesse Sofia og prins Carl Philip ikke har meldt noget ud om barnets køn.

Madeleine venter sit tredje barn

Søndag kom det frem, at prinsesse Madeleine venter sit tredje barn i marts 2018 med sin borgerlige ægtemand, Chris O’Neill.

Heller ikke her har parret meldt noget ud om barnets køn.

De to er i forvejen forældre til datteren prinsesse Leonore på tre år og sønnen prins Nicolas på to år.

Længere oppe i tronfølgen finder man kronprinsesse Victorias og prins Daniels to børn.

Prinsesse Estelle er den ældste af dronning Silvia og kong Carl Gustafs børnebørn. Hun er i dag fem år, mens hendes lillebror, prins Oscar, blot er ét år gammel.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS