Kongeligt gravsted vandaliseret
Gravstedet hvor græske kong Pavlos og dronning Frederica er stedt til hvile, har været udsat for groft hærværk.
Mandag den 31. august kom ekskong Konstatin af Grækenland og eksdronning Anne-Marie med den glædelige nyhed, at deres yngste søn, prins Philippos, er blevet forlovet med schweiziske Nina Flohr.
Men bare timer senere kom det græske ministerium for kultur og sport så med en kongelig nyhed af knap så flatterende karakter.
Artiklen fortsætter under videoen
Det gravsted på Tatoi ved Athen hvor kong Konstantins afdøde forældre, kong Pavlos og dronning Frederica, er stedt til hvile, har været udsat for grov vandalisme. Et stort kors på det monument, der pryder gravstedet, er blevet væltet og knækket over i flere stykker.
Ministeriet oplyser ifølge Royal Central, at ugerningen blev opdaget af politiet under en rutinemæssig patrulje, og at der allerede er sat gang i planlægningen af en renovering af monumentet.
“I dag, under politiets eftermiddagspatrulje på Tatoi, blev der konstateret hærværk på gravmonumentet for kong Pavlos og dronning Frederica. Ministeriet blev straks informeret og planlægningen af en renovering er straks iværksat,” skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
Græsk politi har indledt en efterforskning af sagen, men erkender, det bliver vanskeligt at finde de ansvarlige. Lokale, græske medier spekulerer i muligheden af, at angrebet er udført af anarkister.