Kræftramt kendis koger: -Du skal slet ikke begynde med det dér

Den kræftsyge skuespiller harcelerer over rygningens dødelige konsekvenser i et videoklip på nettet. Skuespilleren har selv røget 2750 kartoner cigaretter over de seneste 25 år.

Ole Thestrups kræftsygdom skyldes rygning. Det har lægerne slået fast med syvtommersøm, fortæller han selv i et videoklip, som er blevet meget populært på TV 2’s “Knæk Cancer”-site på Facebook. Foto: Johan Gadegaard/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den kræftramte skuespiller Ole Thestrup forsøger ihærdigt at advarer danskerne imod, at de begynder med at ryge.

– Hold op, hvis I er begyndt. Men lad helt være med at begynde. Det er det nemmeste, formaner den karismatiske skuespiller, der dog ikke selv har levet et liv uden røg.

Faktisk har han gennem 25 år røget tre pakker cigaretter dagligt – hvilket i 2017-valuta svarer til, at han har inhaleret for 1,1 million kroner tobak.

Lungekræft skyldes rygning

Selv om det er ti år siden, at Ole Thestrup skoddede den sidste cigaret, så har lægerne aldrig tvivlet på, at netop det har været årsagen til hans alvorlige kræftsygdom.

Den 69-årige skuespiller, som er ikke-drikkende alkoholiker, blev diagnosticeret med en særlig aggressiv lungekræft tilbage i april måned i år.

– Lægerne sagde, der er ikke noget at gøre, Ole, det er røgen, der er skyld i din lungekræft, fortæller Ole Thestrup i et allerede populært videoklip.


Intensiv kemobehandling

Han gennemgik en såkaldt kræftpakke på Roskilde Hospital, hvor han fik 18 kemobehandlinger i løbet af fem måneder.

Den type kræftsygdom, som skuespilleren er ramt af, er svær at helbrede for:

– Der er ingen læger, der tør sige, at man bliver helbredt for denne type sygdom, har Ole Thestrup tidligere forklaret over for Kendte.dk.

En klokkeklar advarsel

Det nye videoklip, som allerede er vist over 700.000 gange og delt mere end 14.000 gange, er lagt op i forbindelse med “Knæk Cancer”-kampagnen.

Og det er selvfølgelig håbet, at mange unge vil tage Ole Thestrups klokkeklare advarsel til sig.

– Det eneste, du ikke bliver bedre af, det er sgu rygning. Hold op, lyder det fra skuespilleren, der i mange år har været meget brugt på det store lærred.

Mange husker eksempelvis Ole Thestrup fra “Blinkende Lygter”, “Adams Æbler” og “Badehotellet”. Ifølge Imdb.com har han spillet med i 68 film og tv-serier.

Powered by Labrador CMS