Annonce
Krimiforfatter efter overfald: Jeg havde trang til at dræbe
For tre år siden blev Julie Hastrups søn udsat for grov, umotiveret vold. Det har inspireret ny krimi.
Annonce
Det var onsdag efter aftensmadstid, at forfatter Julie Hastrups dengang 15-årige søn pakkede sine fodboldstøvler for at tage til træning, som han altid gjorde den tid på ugen.
Ud af døren sagde hun, som hun plejer: “Hej, min skat, pas nu godt på dig selv” som en ocd-lignende reprimande, som skulle forhindre det utænkelige i at ske.
Han vendte sig om. Himlede med øjnene, som teenagere nu engang gør af deres forældre af og til.
Annonce
– Hold nu op, mor, der sker jo ikke noget.
En halv time senere ringede telefonen.
Artiklen fortsætter under videoen.
På vej ned i metroen var han blevet slået ned bagfra af to hårde knytnæveslag af en af de tre jævnaldrende, bandelignende drenge, som kort forinden havde spurgt til hans Louis Vuitton-halstørklæde, han havde købt brugt for sine konfirmationspenge.
– Jeg har aldrig før følt den vrede. At jeg sender mit lille, uskyldige barn ud i verden, og at nogle så vover at gøre ham ondt.
– I det intense øjeblik af chok blev jeg overmandet af så voldsomt et raseri, at jeg havde et ønske om hævn.
Trang til at dræbe
Følelsen i det moment ligger til inspiration for hendes nye krimi, “Vildskud”, som er det ottende bind i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm.
Bogens omdrejningspunkt er en sorggruppe, hvor en af medlemmerne har en blodig hævntørst, som breder sig til resten af gruppen.
– Det er første gang, jeg skriver på en følelse, jeg selv har oplevet så direkte, fortæller Julie Hastrup.
– Jeg var så overrasket over, at jeg – en midaldrende kvinde, mor til to, forfatter, journalist og generelt velfungerende i samfundet og absolut anti-voldelig – et øjeblik havde trangen til at dræbe.
– Da der var gået nogle minutter, var det faldet til, at jeg ville snøre mine gummisko og løbe ned og banke dem. Efter en halv time var det yderligere faldet til, at de i hvert fald skulle retsforfølges. Men den første indskydende følelse var så vild, at jeg vidste, at jeg måtte skrive om den, når overfaldet var kommet behørigt på afstand.
Forbipasserende greb ind
Julie Hastrups søn slap med knubs og skrammer, og det var kun takket være tre tilfældigt forbipasserende, der turde gribe ind.
Den ene af drengene havde trukket en hammer frem fra sin jakkelomme, men blev stoppet, inden han svang den.
I sin choktilstand flygtede Julie Hastrups søn ind i metroen på Nørreport Station og tog et stop tilbage til Kongens Nytorv, som nærmest ligger i familiens baggård, og fór ind til vagterne i Magasin.
Han kom efterfølgende på skadestuen og senere på politistationen ad flere omgange i forsøget på at udpege de tre gerningsmænd.
Taknemlig mor
Her – tre et halvt år efter overfaldet – husker han stadig intet.
Det hele skete lynhurtigt, der var mørkt, og han var lammet.
Det er heller ikke lykkes at opspore de tre mennesker, der greb ind, men i efterordet til “Vildskud” sender hun dem sin taknemmelighed.
– Hvis ikke de havde gjort noget, var hammeren nok kommet i brug.
– Min søn kunne være blevet hjerneskadet eller værst af alt dræbt.
Skriveriet er som terapi
Hendes søn er kommet sig efter overfaldet, men det tog samtaler med en krisepsykolog og en rum tid, før han turde færdes ude igen, selv om han stadig ikke bryder sig om at være på Nørreport Station.
Fordi det endte, som det gjorde, har Julie Hastrup kunnet bruge det i sin nye krimi, som hun understreger ikke er sønnens fortælling, men hendes følelser.
– Nogle gange tænker jeg, hvordan jeg ville håndtere det, hvis ikke jeg havde skriveventilen, forklarer hun og fortsætter:
– Hvis der sker noget væmmeligt i mit liv, kan jeg heldigvis altid skrive om det. Det er en form for bearbejdning af følelser.
Så død og ødelæggelse fra helt lille
Julie Hastrup har altid brugt ordene som afløb.
Hun begyndte at snakke tidligt, har hun fået fortalt. I vuggestuen og børnehaven fortalte hun historier, og når hun fik fristil for i skolen, kom historierne ned på papir.
Ingen af dem har handlet om regnbuer og store flødeskumskager, men gruopvækkende spøgelseshistorier.
Mormoren var lægesekretær og udgjorde en slags tredje forælder for Julie Hastrup. Så hun fulgte hende tit i vuggestue og senere i børnehave og skød ofte genvej gennem Bispebjerg Hospital, hvor hun arbejdede, i øvrigt samme sted som papmorfaren, der var psykiater og neurokirurg.
– Hver dag færdedes jeg på gangene og kendte, har jeg fået fortalt, portørerne og lægerne, som løftede lagener og sagde: “Se, Julie, se, hvad der ligger der”. Så jeg så død og ødelæggelse, fra jeg var helt lille.
Så gysere med bedsteforældre
Når hun var på overnatning hos mormoren og papmorfaren, blev det heller ikke børnevenlige film som “Bambi”, der blev sat i VHS-maskinen, men derimod horrorfilmen “Vindeltrappen”.
Julie Hastrup havde stadig helt op i 20’erne mareridt om “Øjet”, som sprang frem fra sit skjul og kvalte kvinder.
Bedsteforældrene boede på Vester Voldgade tæt ved Københavns Rådhus, og der blev rådhusklokkerne ofte overdøvet af udrykninger, wi-u-wi-u-wi-u, ba-bu-ba-bu-ba-bu og blå blink.
Mormor plantede krimitrang
Da Hotel Hafnia udbrændte under en pyromanbrand – den, som blandt andet er omdrejningspunktet i TV2-dokumentaren “Tilståelsen” – blev hun placeret i vindueskarmen og kunne kigge med.
– Min mormor var vild med drama. Det var så morbidt og skræmmende, men også fascinerende. Det var vores fælles interesse, og mine forældre anede ikke, hvad der foregik, fortæller hun.
– Så det var min mormor, der plantede kimen til min krimitrang.
Erfaring som journalist
Julie Hastrup vidste, at tiden skulle være moden, før hun skulle forfatte sine egne krimier. Så for at holde pennen ved lige i mellemtiden søgte hun ind på Journalisthøjskolen i Aarhus.
Efter ansættelser hos TV2 Lorry og DR havde Julie Hastrup nok fundament og erfaring til at springe ud som forfatter.
Hun sagde sit faste job op og debuterede i 2009 med krimien “En torn i øjet” – det første bind i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm i øvrigt – og den strøg durk ind på bestsellerlisten.
Mørke følelser
Nu er ottende bog i serien så netop udkommet.
– Jeg slår gladeligt ihjel i mine bøger. Men jeg ville selvfølgelig aldrig nogensinde kunne slå ihjel i virkeligheden, selv om jeg i et ganske, ganske kort øjeblik følte trangen, da min søn blev overfaldet, siger Julie Hastrup.
– Jeg skammer mig ikke over, at jeg følte sådan, da jeg fik min forslåede, uskyldige og ulykkelige søn i røret. Men jeg vil gerne pointere – og det viser hele finalen i bogen også – at det ikke er en opfordring til at begå selvtægt. Tværtimod. Det er en diskussion af de mørke følelser, vi alle sammen også rummer indeni. For det er svært at føle sådan, men ved at dele dem bliver de mindre farlige.
