Krimikonge klar til Vild med dans

Halvdelen af årets nydansere er på plads i "Vild med dans" efter offentliggørelsen af forfatteren Michael Katz Krefeld

Michael Katz Krefeld har vundet flere publikumspriser for sine bøger. Nu skal han forsøge at vinde seernes gunst og dommernes point, når han går på gulvet i 'Vild med dans'. (Arkivfoto)
Michael Katz Krefeld har vundet flere publikumspriser for sine bøger. Nu skal han forsøge at vinde seernes gunst og dommernes point, når han går på gulvet i "Vild med dans". (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Når krimiforfatter Michael Katz Krefeld sidder med pennen i hånden, kan han selv bestemme slutningen.

Men når han går på gulvet i årets udgave af "Vild med dans", er det op til dommerne og seernes sms-stemmer, om han når hele vejen.

Den 55-årige krimikonge er nemlig iblandt de 12 nydansere, som valser over skærmen fra 10. september, og i en pressemeddelelse fra TV 2 kalder han det en kæmpe ære.

- Som krimiforfatter forsøger jeg at få fingrene til at danse hen over tastaturet, når jeg skriver. Den store udfordring i "Vild med dans" bliver at få hele kroppen til at svinge med, siger Michael Katz Krefeld i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Jeg er millioner af kilometer væk fra min comfortzone, men jeg håber, at min danseglæde overvinder premierenerverne. Det er i hvert fald mit store mål at få styr på trinene og give den fuld gas på dansegulvet, lyder det fra ham.

Michael Katz Krefeld udgav sin debutroman, "Før stormen", i 2007 og har siden skrevet 12 romaner på egen hånd.

Fortsat en hemmelighed

Det er endnu ikke afsløret, hvem der skal hjælpe ham med at få styr på trinene i "Vild med dans".

Men det bliver enten Karina Frimodt, Claudia Rex, Mille Funk, Jenna Bagge, Asta Björk, Malene Østergaard eller debutanten Camilla Dalsgaard.

Der er også sat ansigter på nogle af hans konkurrenter, nemlig influent Mascha Vang, sanger Jimilian, entertainer Jacob Haugaard, svømmestjerne Pernille Blume og kagekendis Micki Cheng.

Årets "Vild med dans" får premiere den 10. september og valser over skærmen frem til 26. november, hvor den store finale finder sted.

Powered by Labrador CMS