Kritiseret hertuginde fylder år
Prins Charles' kone, hertuginde Camilla, fylder 72 år den 17. juli. Parret blev første gang kædet sammen i 1970'erne. I 2005 giftede de sig.
Sommeren er fyldt med fødselsdage i det britiske kongehus, og den 17. juli er det hertuginde Camillas tur.
Hertuginden, der er gift med Storbritanniens tronarving, prins Charles, fylder nemlig 72 år.
Hertuginde Camilla blev for alvor indlemmet i de royale kredse, da hun blev gift med prins Charles ved en borgerlig ceremoni 9. april 2005 i Windsor Guildhall tæt ved Windsor Castle vest for Englands hovedstad, London.
Viste sig i 1999
Parret viste sig officielt sammen første gang til et arrangement i 1999. De to har dog kendt hinanden siden 1970’erne, hvor de mødtes gennem fælles venner.
Fra 1973 til 1995 var hertuginde Camilla gift med officeren Andrew Parker Bowles, som hun har sønnen Thomas “Tom” Parker Bowles på 43 år og datteren Laura Rose Lopes på 40 år med.
Prins Charles var gift med den nu afdøde prinsesse Diana fra 1981 til 1996, og sammen fik parret prins William og prins Harry.
Da prins Charles og hertuginde Camilla stod frem som par, oplevede de, at de blev meget overvåget og samtidig blev genstand for meget kritik, fortalte hertuginde Camilla i et interview med Daily Mail i maj 2017.
– Det var forfærdeligt. Det var en dybt ubehagelig tid, og jeg ønsker ikke, at min værste fjende skal gå igennem det. Jeg kunne ikke have overlevet uden min familie, sagde hun til avisen.
Den royale fødselar og hendes et år yngre gemal bor til daglig i Clarence House, der ligger i hjertet af London.