Kronprinsen og Laudrup dommere i direkte tv-show
Kronprins Frederik har tidligere uddelt prisen Årets Sportsnavn ved et show. I år er han valgt som dommer.
Kronprins Frederik, fodboldlegenden Michael Laudrup og den tidligere badmintonstjerne Camilla Martin er blandt dommerne, der skal udpege Årets Sportsnavn.
Det skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under videoen
I dommerkomitéen vil kulturministeren desuden sidde i selskab med topchefer fra DIF og Team Danmark.
– DIF og Team Danmark udgør sammen med den øvrige dommerkomité en stor faglig indsigt og et dybt engagement i eliteidrættens verden, så vi glæder os meget til at være med til at uddele prisen, siger Lone Hansen, administrerende direktør i Team Danmark.
Jyllands-Posten er ude
Som noget nyt i år er Jyllands-Posten ikke en del af partnerskabet om prisen, som har eksisteret siden 1991.
I stedet vil sportsstjernerne Laudrup og Martin, der begge er udpeget blandt legenderne i Sportens Hall of Fame, og kronprins Frederik få indflydelse på, hvem af de 15 nominerede sportsnavne, der skal modtage prisen.
Kronprins Frederik har flittigt deltaget i showet gennem årene. Således har han uddelt flere priser, heriblandt også prisen Årets Sportsnavn i 2016, der gik til svømmeren Pernille Blume. Men han har aldrig været dommer før.
Lukkede broen
I 2015 trak kronprinsen overskrifter, da han deltog i Herning under et kraftfuldt stormvejr, der lukkede Storebæltsbroen.
Kronprins Frederiks livvagter trodsede nemlig lukningen af broen og kørte frem og tilbage mellem Herning og Hovedstaden den aften.
Med titlen som Årets Sportsnavn følger en check på 75.000 kroner.
Wozzy sidste års vinder
Sidste års modtager af prisen blev tennisstjernen Caroline Wozniacki, mens navne som racerkøreren Tom Kristensen, bokseren Mikkel Kessler og svømmeren Jeanette Ottesen også har modtaget prisen.
Det er ikke kommet frem, hvor de nominerede er til Årets Sportsnavn i år.
Årets Sportsnavn kåres i Herning Messecenter lørdag 4. januar. Showet sendes desuden live på DR.