Kronprinsen på særlig rejse: Derfor er han i Australien
Kronprinsen er taget på en tur, hvor de militære dyder er i centrum. Han skal nemlig mødes med danske veteraner, som kæmper for de rød-hvide farver.
Kronprins Frederik går en travl tid i møde. Hans kongelige højhed er nemlig taget et smut til Australien, hvor han i den næste uge vil opholde sig i Sydney for at følge multisporteventet Invictus Games. Det stort anlagte sportsstævne er for syge, sårede og skadede veteraner fra hele verden, hvor flere danske veteraner også vil være i kamp.
I alt deltager 25 danske veteraner, som stiller op i alt fra siddende volleyball til bueskydning og powerlifting. Ideen til konceptet stammer fra prins Harry, der i 2014 startede eventet. Og passende nok er prins Harry og Meghan Markle begge i Australien, hvor de følger sportsstævnet tæt.
Om det bliver til den store herretur mellem de to prinser vides ikke, men begge prinser er kendt for at gå godt til den. Men prins Harry har sagt, at han dropper alkoholen, mens Meghan Markle er gravid med parrets første barn.
Mary efterladt derhjemme
Kongehuset oplyser, at kronprins Frederik er den eneste fra den royale familie, der har taget turen down under. Det er ellers kronprinsesse Marys hjemstavn, men hun må i denne omgang blive hjemme. Sydney har ellers en helt særlig betydning for kronprinsens og kronprinsessen, da de to mødte hinanden i Sydney tilbage i 2000 under de Olympiske Lege i Sydney.
Men selvom kronprinsessen måtte blive derhjemme, så er der rig mulighed for, at kronprins Frederik møder nogle personer, der også kan sætte sig dybe spor på samme måde som Mary har gjort det for kronprinsen.
Mange af deltagerne har fysiske skader og sidder i kørestol. Men en stor del af deltagerne lider af skader, som er svære at se. De psykiske skader.
En af dem er 42-årige Johan Høeg Hansen, der er udtaget til bueskydning og sejlads. I 1996 var han udsendt til Kosovo og i 2009 til Afghanistan. I dag er han diagnosticeret med den psykiske lidelse posttraumatisk stress, som man også kender som PTSD.
Steder med mange mennesker er ofte uoverskuelige, og derfor er alene det at være med til Invictus Games en sejr for den tidligere helikopterpilot, beredskabschef og politimand.
– Når man har ptsd, er man konstant på vagt. Ens hjerne er i kampberedskab og leder altid efter flugtveje. Det fungerer i en krigszone, men ikke i en hverdag i Danmark, fortæller Jonas Høeg Hansen.