Kronprinsesse Mary indvier livsvigtigt center
Kronprinsesse Mary fik lov til at se det nye akutafsnit i fuld vigør.
Mandag var en stor dag for borgere i Viborg og omegn. Kronprinsesse Mary havde nemlig slået et smut forbi det nye akutcenter på Regionshospitalet i Viborg, som altså åbner i dag.
Artiklen fortsætter under videoen.
Indvielsen foregik, som har set det så mange gange før, hvor der både var taler, en rød snor der blev klippet over og de klassiske billeder, der skulle tages.
Men i dag var også en anderledes dag, hvor kronprinsesse Mary blev mødt af massevis af børn, som flagede den populære kronprinsesse velkommen til det ny akutafsnit. I løbet af de seneste ni år er Regionshospitalet Viborg blevet bygget om og udvidet for godt en milliard kroner. Med projektet har hospitalet blandt andet udvidet med nye sengeafsnit og klinikker, ligesom der er bygget ny Patologi, nyt Vestdansk Center for Rygmarvsskade, nyt p-hus – og nu altså også 25.500 kvadratmeter nyt akutcenter, som på mange måder er flagskibet i det samlede byggeri.
– Med det nye akutcenter og 130 års sundhedsfaglig erfaring står Regionshospitalet Viborg i dag stærkt som ét af Region Midtjyllands fem akuthospitaler, der sikrer hurtig og kompetent hjælp til vores akutte patienter, konstaterede regionsrådsformand Anders Kühnau i sin tale til dagens gæster.
En særlig rundvisning
Det var, da Mary fik lov til at gå rundt og inspicere det nye akutcenter, at hun blev mødt med dagens store overraskelse. Kronprinsessen endte nemlig med at stå og se, hvordan Akutafdelingens personale viste deres arbejdsgange i de nye traumestuer. Det var godt nok en demonstration, men kronprinsessen fik syn for sagen om, hvordan svært tilskadekomne patienter bliver modtaget og undersøgt af tværfaglige teams.
Men kronprinsessen fik også en af de mere jordnære oplevelser, hvor hun talte med en indlagt patient, som havde fået tildelt en af de nye ensengsstuer. Derfor var det også en tydeligt stolt hospitalsdirektør, der i sin tale rettede en stor tak til de mange medarbejdere, som har knoklet i timevis på at få bygningen færdig, men også at forbedre de arbejdsgange, som kronprinsessen altså så.
– For patienterne betyder det nye akutcenter endnu bedre rammer om deres undersøgelser og behandling. Det betyder, at vi kan planlægge endnu bedre forløb, hvor patienterne vil opleve at være i centrum og få god behandling hurtigt og effektivt, sagde hospitalsdirektøren.
Den særlige rundvisning kan I opleve i galleriet over artiklen.