Kronprinsparret uddeler priser og penge i aften
Det sker i Odeon i Odense, og det bliver vist på DR.
I aften bliver det afsløret, hvem der skal have Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris, når der er fest i Odeon i Odense.
Det blev sidst i oktober afsløret, at sangerinden jada og den socialøkonomiske virksomhed FRAK i aften bliver belønnet med Kronprinsparrets to Stjernedryspriser, men Frederik og Mary gemmer stadig på to navne, der offentliggøres lørdag aften.
Artiklen fortsætter under videoen
Kronprinsparrets Priser blev indstilet tilbage i 2004, da Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary blev gift.
Det er prinsen og prinsessen selv, der vælger, hvem der skal have priserne hvert år, og man kan ikke søge om prisen. Man bliver derimod indstillet til den, og det betød eksempelvis, at de komitéer, Kronprinsparret samarbejder med, mente, at sangerinden Jada fortjener hyldest og en pris på 100.000 kroner.
Mary ringede
Sangerinden selv, der har storhittet med numrene Keep Cool og Lonely, fik for nyligt et ganske særligt telefonopkald. Det viste sig, at Kronprinsessen selv ønskede at fortælle Jada, at hun bliver hyldet i aften.
– Kronprinsesse Mary ringede til mig. Det var meget hyggeligt at tale med hende, sagde Jada, da hun talte med Ritzau om oplevelsen.
– Jeg kom til at sige “Er det dig, Mary?”, og så grinede hun lidt, før jeg fik det ændret til “er det dig, kronprinsesse Mary?”. Jeg kunne overhovedet ikke tænke klart, sagde hun og grinede, da hun fortalte Ritzau om samtalen med Mary.
Jada optræder i aften, når de fire priser bliver uddelt. Her bliver det også afsløret, hvem der modtager de to store priser, Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris.
Pris og penge
Kronprinsparrets Sociale Pris 2018 gik til Foreningen Grønlandske Børn. Kronprinsparrets Kulturpris 2018 gik til forfatter Kim Leine. Og Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gik til henholdsvis filminstruktør Annika Berg og den sociale organisation Fundamentet, skriver Kongehuset. Med stjernedrysprisen følger 100.000 kroner, mens modtagerne af de to store priser belønnes med 500.000 kroner hver.
Prisuddelingen bliver vist på DR TV klokken 21.00.