Kryptisk melding fra Michael Schumachers hustru
Søndag lanceres en social kampagne, 'Keep fighting Michael', af Michael Schumachers fanklub.
På søndag den 29. december er det seks år siden, Michael Schumacher var ude for en tragisk ulykke under en skiferie i De Franske Alper. Formel 1 legenden styrtede på en af pisterne og slog sit hoved mod en sten og fik voldsomme skader. Siden er det meget lidt, der er sluppet ud til offentligheden om hans tilstand.
Nu er hans hustru Corinna så kommet med en udtalelse, flere medier, blandt andet The Independent, benævner som kryptisk.
Artiklen fortsætter under videoen
“Mange små partikler kan forme en kæmpe mosaik. Sammen er man stærkere, og de forenende kræfter i KeepFighting-bevægelsen gør det lettere at opmuntre andre”, har hun ifølge mediet udtalt.
Udtalelsen kommer i forbindelse med, at Michael Schumachers fanklub i Kerpen, Tyskland, søndag lancerer en social medie-kampange ved navn ‘Keep Fighting Michael’.
“Det er nu seks år siden ulykken skete. Det har været seks år fyldt med håb om, at Michael en dag bliver set offentligt igen. Vi ved, Michael er i gode hænder, at han får kærlighed og omsorg. Michael er heldig med at have en så stærk familie. Som fanklub vil vi yde al den støtte, vi overhovedet kan”, har lederen af fanklubben udtalt i en erklæring.
Fanklubben har ligeledes bekræftet, at den vil bruge #KeepFighting til at øge interessen på de sociale medier for Schumacher familiens fond af samme navn, som indsamler penge til at støtte ofre for lignende ulykker og til forskning i hjerne- og rygmarvsskader.