Kulturminister: – Danskerne mobbede prins Henrik
Danskerne mobbede prins Henrik for hans danske sprog og interesse for kunst, mener kulturminister Mette Bock.
Prins Henrik er død – og det vælter ind med sympati-tilkendegivelser, mindeord og tilbageblik fra nær og fjern.
Især et indslag har vakt opsigt – det er fra kulturminister Mette Bock (LA), der skriver på Facebook, at prins Henrik havde en “lykkelig kærlighedshistorie” med Margrethe, men et “ulykkeligt kulturmøde” med danskerne.
Men opsigten skyldes især, at hun skriver, at dansker ikke brød sig om prins Henrik.
Lærte aldrig at tale dansk
– Folket kunne nemlig ikke rigtig li’ manden. Han var anderledes. Kom fra et andet land. Lærte aldrig helt at tale dansk, som vi bedst kan lide det. Og så interesserede han sig for de skønne kunster, skriver Mette Bock.
– Musik, skulptur, billedkunst, litteratur. Meget mærkeligt. Så han blev mobbet. Og da han begyndte at give udtryk for ønsket om at bevare sin egen identitet, gik det helt galt.
Kulturministeren mener, at franske Henri ikke helt blev til danske Henrik, “selv om vi tvang ham til at skifte navn”.
Mobberne vil svømme over
– Nu er manden død. Og mobberne vil i dag svømme over med nekrologer om dette fantastiske menneske, der var spændende, anderledes, sprudlende og helt sig selv. Hykleriet vil ingen ende tage, skriver Mette Bock.
Hun advarer sine landsmænd om forløbet at et halvt århundredes samliv med prins Henrik, som i 1967 blev gift med Margrethe, der blev dronning i 1972.
– Vi er heldigvis gode til det med eventyrene om kærlighed. Vi har til gengæld brug for at blive bedre til det med kulturmøder. Det kan vi godt, hvis vi vil. Og det vil vi. For det skal vi, skriver Mette Bock.
Udtryk for mangel på empati
– Dejligt menneske. Stor personlighed. Helt sin egen, skriver kulturminister Mette Bock om prins Henrik.
Se opslaget her – artiklen fortsætter under billedet:
Opslaget har fået masser af omtale – og også fået mange kommentarer inde på Facebook.
Flere brugere giver udtryk for, at det er mangel på empati fra ministerens og LA’s side. Og finder det samtidig upassende, at man bruger situationen til politisk spin.
Andre giver udtryk for, at Mette Bock har ramt “spot on” i sin kritik af menigmand.
Følg situationen fra minut til minut her.