Kun nær familie med til prins Richards begravelse
Venner og familie til prins Richard af Berleburg er de eneste, der får mulighed for at deltage i den egentlige begravelse af prinsen.
Mandag mistede prinsesse Benedikte sin mand gennem knap 50 år, prins Richard, som døde pludseligt på slottet i Bad Berleburg i Tyskland.
Og nu er datoen for den 82-årige prins’ bisættelse fastsat.
Ifølge det lokale tyske medie Westfalenpost bliver prins Richard bisat fra Evangelischen Stadtkirche i Bad Berleburg tirsdag 21. marts klokken 14.00.
Begravelse afholdes senere
Selve begravelsen af prinsen kommer til at foregå på et senere tidspunkt, bekræfter slottet Berleburg over for avisen.
Her vil kun den nærmeste familie og venner være til stede, når prins Richard begraves på familiegravstedet på Sengelsberg skovkirkegård.
Det bliver præst i Evangelischen Stadtkirche i Bad Berleburg, Claudia Latzel-Binder, der kommer til at stå for tirsdagens bisættelse af prins Richard.
Præst: -Guds omsorg er lige for alle
Direkte adspurgt, om hun forbereder sig på en speciel måde til den royale afsked, svarer præsten:
– Jeg er af den klare overbevisning, at Guds omsorg er lige for alle.
Prins Richard, der ud over prinsesse Benedikte efterlader sig børnene prinsesse Nathalie, prinsesse Alexandra og prins Gustav, ligger i øjeblikket i slottets kapel.
Her har befolkningen i den kommende weekend mulighed for at tage afsked med prinsen og skrive i en kondolencebog.
/ritzau/FOKUS