Kvart million i rabat: Så meget fik landsholdsstjerne for sin luksus-lejlighed

Den tidligere FC København-spiller måtte give nedslag i prisen på sin luksus-lejlighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere FC København-spiller Andreas Cornelius, der tidligere på året skiftede Byens Hold ud med den italienske Serie A-klub Atalanta, solgte sin knap 200 kvadratmeter store lejlighed lige ved Marmorkirken i det indre København med et afslag på en kvart million kr.

Det skriver Boliga.

Tinglysningen viser at handlen – som Danbolig City stod for – var blot var 24 dage om at gå igennem.

Trods afslaget – der sikkert klinger ganske stort i manges ører – har Cornelius udsigt til at trække en pæn gevinst hjem på salget.

Fodboldspilleren købte nemlig selv lejligheden tilbage i foråret 2014, da han kom retur til København efter et ophold i Cardiff, Wales.

Dengang hed salgsprisen lige knap syv millioner kr., mens prisen, de nye købere har måtte betale, er landet på 10.250.000 kr.

Et hjørnespark fra Amalienborg

De nye ejere af lejligheden kan se frem til at skrue dørskiltet fast på en adresse, der ligger lige midt i Københavns eksklusive Frederiksstad – ganske tæt på Amalienborg og med udsigt til et af lokalområdets andre store vartegn; Marmorkirken.

Det skriver Boliga.

Når det ikke er gadernes historiske vingesus, der kalder, kan de nye ejere blandt andet hygge sig i fjerde sals-lejlighedens store stue med pejs, servicere gæster i den store spisestue eller ploppe rundt i badekaret, som lejligheden også er forsynet med.

Andreas Cornelius selv har allerede gjort sig bemærket i sin nye italienske klub. I en testkamp mod schweiziske FC Steinach i slutningen af juli lavede angriberen nemlig dobbelt hattrick plus et og bidrog dermed med hele syv mål i 18-0 sejren.

Powered by Labrador CMS