Kvindebedårer runder skarpt hjørne

Stjerneskuespilleren er kendt som en mand med mange kvindebekendtskaber

Udgivet Opdateret

Der skal mere end en verdensstjerne til at imponere den kinesiske filmcensur.

Også selv om det er Jude Law, som spiller over for Mads Mikkelsen i filmen 'Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder'.

Mikkelsen spiller den onde troldmand Gellers Grindelwald, mens Law spiller Albus Dumbledore.

De to har på et tidspunkt en dialog med homoseksuelle undertoner. Det er for hård kost for kineserne.

Skrev åbent brev til Putin

Avisen The Guardian skrev tilbage i april, at en del af dialogen blev klippet ud i den kinesiske version af filmen.

Jude Law, der den 29. december fylder 50 år, er ikke helt ukendt med at være på kant med autoritære ledere eller regimer.

Tilbage i 2021 var han én af over 70 kendte personer, der skrev under på et åbent brev til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

De opfordrede ham til at tillade, at den fængslede oppositionsleder, Aleksej Navalnyj, fik lægehjælp.

Han laver også en del velgørenhedsarbejde for blandt andet Unicef og WHO.

Mest sexede mand på kloden

Men det er nu mest film - og kvinder - som Jude Law er kendt for.

Han er før blevet kaldt den mest sexede mand på kloden.

Han har seks børn, der er født af fire kvinder. Han har et forlist ægteskab bag sig, men blev gift igen i 2019 med Phillipa Coan.

Han har haft en stribe kærester igennem årene.

Blandt andre skuespillerinden Sienna Miller, som han blev forlovet med i 2004. Det sluttede igen i 2006, og indimellem var Law offentligt ude at undskylde, at han havde haft en affære med sine børns barnepige.

Medvirker i Star Wars-serie

Jude Law voksede op i London og begyndte tidligt at spille skuespil.

Allerede som 17-årig havde han sin første rolle i en tv-serie.

Han blev for alvor kendt som den flamboyante Dickie Greenleaf i filmen 'The Talented Mr. Ripley' fra 1999.

Siden har han været med i en lang række film, herunder 'The Aviator', 'Kong Arthur: Legenden om sværdet' og flere film om Sherlock Holmes.

I 'Enemy at the Gates' om krigen i Stalingrad under Anden Verdenskrig spillede han den russiske skarpskytte Vassili.

I øvrigt dukker Jude Law i 2023 op i en ny tv-serie inden for Star Wars-universet, skriver mediet Collider.com.

Den engelske skuespiller Jude Law kan fejre 50-års fødselsdag den 29. december.
Den engelske skuespiller Jude Law kan fejre 50-års fødselsdag den 29. december.
Powered by Labrador CMS