Kvindernes våde drøm bliver 70

Nu bruger han sin kendis-status til at hjælpe verdens udsatte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er film, som kan ses igen og igen. “Pretty Woman” med Richard Gere og Julia Roberts i hovedrollerne er en af dem.

Han spiller den rige forretningsmand Edward – hun den prostituerede Vivian.

“An Officer and a Gentleman”, hvor Gere spiller over for Debra Winger, er blevet en anden klassiker.

Richard Gere, der fylder 70 år lørdag den 31. august, er en af USA’s store filmskuespillere, og det forsøger han at lade nogle af verdens udsatte få gavn af.

Kæmper for de udsatte

Som da han tidligere i august besøgte redningsskibet “Open Arms” fanget i Middelhavet med 121 migranter om bord. Med sig havde han så meget drikkevand, frugt og grønt, som han kunne slæbe.

En opmuntring til de afrikanske migranter på flugt fra Libyen og et opråb til den italienske regering, der har strammet reglerne, så redningsskibe ikke længere må sejle ind til land og sætter migranterne af.

– Det vigtigste for disse mennesker er at komme til en åben havn, komme i land og få mulighed for at starte et nyt liv, lød det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra skuespilleren på fordækket af skibet.

Artiklen fortsætter under videoen

Også hjemløse har han kastet stjernestøv på. Som da han i 2015 i forbindelse med optagelserne til filmen “Time Out of Mind” klædte sig i laset tøj, lod skægget stå og satte sig på gaden i New York.

Her tilbragte han 21 dage for at vise, hvor isoleret hjemløse lever fra resten af samfundet. Kun to forbipasserende genkendte ham.

Praktiserende buddhist

Richard Gere er praktiserende buddhist og støtter med forskellige aktiviteter menneskerettigheder i Tibet. Blandt andet er han en af grundlæggerne af organisationen Tibet House, der går ind for bevarelse af tibetansk kultur.

Derfor faldt det naturligt i 2018 at opsøge Dalai Lama. Richard Gere skulle være far for anden gang, og med sin unge hustru, spanskfødte Alejandra Silvas, ønskede han, at Tibets religiøse overhoved skulle velsigne den ufødte dreng.

Ægteskabet, som blev indgået på Geres ranch lidt uden for New York samme år, er hans tredje.

Filosofi og teater

Modellen Cindy Crawford var hans første hustru, og senere blev han gift med skuespilleren og modellen Carey Lowell. Med hende har han sønnen Homer på 18 år.

Richard Gere er født og opvokset i Philadelphia. Han studerede filosofi og teater i to år, men han var glad for musik og ville hellere være skuespiller.

En af de første roller fik han i musicalen “Grease” i London i 1973. Det musikalske talent udfoldede han igen mange år senere, da han i 2002 medvirkede i musicalfilmen “Chicago”.

Rollen indbragte en pris ved Golden Globe Award, der hylder de bedste præstationer inden for film og tv.

Powered by Labrador CMS