Kyler mønt efter Eriksen: -Det er bare idioti
Under et interview efter kampen mod Holland blev Christian Eriksen ramt af en mønt fra tribunerne
Christian Eriksen blev hyldet af både danske og hollandske fans for sit landsholdscomeback lørdag aften mod Holland.
Men nogen havde tilsyneladende alligevel set sig sur på den 30-årige midtbanespiller, der spillede sin første landskamp siden kollapset i Parken i sommer.
Ramt af mønt
Efter kampen blev han under et interview ramt af en mønt fra en tilskuer, og det har han svært ved at forstå logikken i.
- Heldigvis ramte den bagved, og så ramte den skulderen. Jeg så godt, at de kastede noget ved siden af, men så ramte den mig. Det er bare idioti. Det er dumt, at man skal stå og kaste mønter. Jeg ved ikke, hvad meningen er med det, sagde han til Kanal 5.
Eriksen havde dog overskud til at lave sjov med episoden.
- Det kan være, at han ville købe en trøje. Måske var det derfor, han kastede den, lød det med et smil fra Eriksen.
Store smil
På trods af det danske nederlag på 2-4 i testkampen var der da også masser af smile af for Christian Eriksen.
For nylig blev han udtaget til landsholdet for første gang, efter at han i starten af året genoptog fodboldkarrieren i Premier League-klubben Brentford.
Han kom ind efter første halvleg mod Holland og scorede et mål. Lidt senere kanonerede han bolden på stolpen, ligesom han havde flere chanceskabende afleveringer til holdkammeraterne.
Eriksen får mulighed for at spille sin landskamp nummer 111 på tirsdag, når Danmark tager imod Serbien i Parken i endnu en testkamp.