Kylie Jenner koster Snapchat kassen

Superstjernen Kylie Jenner har skabt bekymring hos Snapchats investorer på det amerikanske aktiemarked.

Et enkelt tweet fra Kylie Jenner er blevet en dyr affære for det sociale medie Snapchat. Foto: Carlo Allegri/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Et enkelt tweet fra realitystjernen og modellen Kylie Jenner er blevet en dyr affære for det sociale medie Snapchat.

Selskabets aktier er faldet seks procent, efter at den unge stjerne onsdag aften meddelte, at hun nu droppede Snapchat på grund af mediets nydesignede brugerflade.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Kylie Jenner har mange følgere

Kylie Jenner har været en af de mest fulgte på Snapchat og har haft en stor kontaktflade med Snapchats brugere.

Derfor ser aktiemarkedet med bekymring på, at hun nu kvitter mediet, hvor man deler korte videoer og billeder.

– Så er der nogen andre, der ikke er glad for Snapchat mere? Eller er det bare mig … åh det her er så trist, skrev Jenner på Twitter.

Mange klager over nyt design

Hendes kommentar er ikke en enlig svale blandt snapchatbrugerne, hvor mange har klaget, efter at en ny opdatering ændrede mediets design og brugerflade.

Ifølge CNN har over 1,2 millioner brugere skrevet under på en underskriftsindsamling på Change.org, hvor de ønsker, at Snapchat ændrer sit design til det gamle.

Snapchat kommer med ny opdatering

Tidligere på ugen meddelte Snapchat så, at mediet ville lave en ny opdatering, der gør det lettere for brugerne at se det indhold, de ønsker.

– Vi hører jer, og vi værdsætter, at I gav jer tid til at lade os vide, hvad I føler. Vi forstår, at det nye Snapchat har føltes ukomfortabelt for mange, har firmaet skrevet som svar til de utilfredse brugere.

Chefstrateg og chef for den teknologiske researchafdeling hos GBH Insights Daniel Ives siger til CNN, at aktiemarkedet i øjeblikket overreagerer på Snapchats ændringer.

– Vi tror, det er en overreaktion, fordi Wall Street er hypersensitiv over for platformens nye design, siger han til CNN.

– Med rundt regnet 25 millioner følgere har Jenner et stort talerør, der taler ind i dagens forudsigelige modreaktion i aktiemarkedet, siger han.

Daniel Ives mener også, at Snapchats nye design har været nødvendigt for at få flere nye brugere.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS