Lady Gaga afsløret af 'starstruck' premierminister
Verdensstjernen kan så småt begynde at høre bryllupsklokkerne i det fjerne
Den amerikanske verdensstjerne Lady Gaga, der fredag aften optrådte i Paris i forbindelse med den officielle åbning af OL 2024, er blevet forlovet.
Det afslørede hun søndag overfor den franske premierminister Gabriel Attal på tilskuerpladserne under søndagens OL-svømmekonkurrencer i 'Paris La Défense Arena'
Er lynhurtigt blevet spredt ud
Og da premierministeren har lagt en video fra deres møde op på TikTok, er nyheden lynhurtigt blevet spredt ud i det meste af verden.
I videoen ser man verdensstjernen og premierministeren give hinanden et kram, inden Lady Gaga præsenterer herren ved siden af sig, forretningsmand Michael Polansky.
- Det er min forlovede, hører man hende sige.

Officielt i fire et halvt år
Lady Gaga og Michael blev ifølge Harpers Bazar kædet sammen første gang i forbindelse med årsskiftet 2019/2020.
Og i forbindelse med Superbowl-weekenden i februar samme år gjorde hun det så klart, at rygterne talte sandt.
De har således nu officielt dannet par i omtrent fire et halvt år.