Lady Gaga-koncert udskudt: Nu er der sat ny dato på

Danske fans af Lady Gaga får til februar mulighed for at opleve deres idol.

Lady Gagas koncert 21. oktober i København blev udskudt. Nu er der sat ny dato på koncerten. Foto: Fred Thornhill/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

I slutningen af september oplyste den internationale popstjerne Lady Gaga, at hendes koncert 21. oktober i København blev udskudt på grund af sygdom.

De skuffede fans, der havde købt billet til at se Lady Gaga på dansk jord, får dog en ny chance.

Live Nation, der er arrangør på popstjernens turné, oplyser, at Lady Gaga 17. februar spiller i Royal Arena i København.

Lady Gaga lider af kronisk sygdom

Kunstneren oplyste i forbindelse med sin aflysning, at hun skal bruge nogle uger på at komme sig fra sin sygdom.

Kunstneren har tidligere løftet sløret for, at hun lider af den kroniske sygdom fibromyalgi.

Sygdommen giver kroniske muskel- og ledsmerter sammen med træthed. Fibromyalgi kan ikke helbredes.

Hendes turné i Europa skulle starte 21. september i den spanske by Barcelona. Sidste planlagte koncert var 28. oktober i Köln i Tyskland.

I stedet vil hun begynde sin turné i Europa 14. januar i Barcelona. Hun slutter med en koncert 23. februar i Berlin.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS