Lægger elitecykling på hylden

Efter et langt liv i cykelsporten arbejder Michael Blaudzun, der søndag den 30. april fylder 50 år, som konsulent. Han trives med at have mere tid til familien

Offentliggjort Sidst opdateret

Igennem næsten hele voksenlivet har Michael Blaudzun, der søndag den 30. april fylder 50 år, ernæret sig gennem cykelsporten. Men nu er cyklen igen blevet en hobby og ikke en levevej.

Den tidligere professionelle cykelrytter stoppede som sportsdirektør for det danske cykelhold Riwal for lidt over to år siden.

Skal rådgive virksomheder 

Og efter at have haft lidt berøring med sporten som sælger af cykeltøj og cykeludstyr tiltrådte han i marts som konsulent i den vestjyske virksomhed JVR Consult.

Her skal han være med til at rådgive væksthungrende virksomheder, og han kan bruge en smule af sin erfaring som sportsdirektør.

Handler om at vinde 

- Som sportsdirektør handler det om at vinde. Når vi hjælper virksomheder, handler det også om, at de skal lykkes endnu bedre. Det er nok den tydeligste parallel, men det er to forskellige verdener.

- Jeg forstår mig godt på folk, og jeg kan godt lide at bidrage med råd og erfaringer til virksomheder, der gerne vil udvikle sig.

- Jeg har ikke en uddannelse inden for området. Men jeg har en del viden om at kunne skubbe virksomheder i de retninger, vi arbejder med, siger Michael Blaudzun.

I perioden fra 1994 til 2005 vandt herningenseren tre danmarksmesterskaber i enkeltstart og to i landevejscykling. 

Kørte for Rabobank

Han kørte blandt andet for de velrenommerede cykelhold Rabobank, Telekom og CSC, før han blev sportsdirektør.

Han er afklaret med, at hans tid i professionel cykelsport er ovre, og han er glad for at slippe for op mod 250 årlige dage på farten.

- Det er et overstået kapitel, og jeg savner det ikke. Cykelholdlivet var krævende og mega spændende. Det var nogle fede år, men det var også et hårdt liv. Der var mange arbejdstimer i det, og jeg var væk rigtig mange dage om året.

- Nu kan jeg komme ud og se pigerne spille håndbold i weekenden, og det er en dejlig ting ved at have gået en anden vej, siger Blaudzun.

Håber at gøre karriere 

Han henviser til sine to teenagedøtre, der begge spiller med harpiksboldene i håb om at gøre karriere.

Han er gift med Annlouise Blaudzun, som han mødte i midten af 1990'erne.

Michael Blaudzun ses her i dannebrogstrøjen. Han har vundet tre danmarksmesterskaber i enkeltstart (2001, 2003 og 2005) og to i landevejscykling (1994 og 2004).
Michael Blaudzun ses her i dannebrogstrøjen. Han har vundet tre danmarksmesterskaber i enkeltstart (2001, 2003 og 2005) og to i landevejscykling (1994 og 2004).
Powered by Labrador CMS