Lægger op til gigantisk fest
I januar fejrer dronning Margrethe sit 50-års jubilæum, og hun vil blandt andet vise sig på Københavns Rådhus
Den 14. januar 2022 er det 50 år siden, at Kong Frederik 9. gik bort, og Dronning Margrethe dermed overtog titel og ansvar som landets regent.
Det skal fejres, og det bliver det blandt andet med statsråd, karetkørsel og gallamiddag på programmet, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.
Her kan man også læse, at fejringen kommer til at strække sig over flere dage, og at selve fejringen starter allerede den 10. januar.
Pressemøde
Den 10. januar begynder markeringen derfor med et pressemøde på Amalienborg. Om torsdagen, 13. januar, skal dronningen åbne udstillingen "En dronnings smykkeskrin". Det sker på Kongens Samling på Amalienborgmuseet.
Dagen efter skal hun først til statsråd, i selskab med Kronprins Frederik, og bagefter markerer Folketinget jubilæet. Her skal dronningen deltage sammen med kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie.
Senere samme dag er der kranselægning ved Roskilde Domkirke. Det sker i anledning af Frederik IX's død.
Det fortsætter
Festen fortsætter lørdag 15. januar.
Først vil den kongelige familie vise sig på Christian IX's Palæ på Amalienborg ved vagtskiftet klokken 12.
Så kører dronningen i karet til Københavns Rådhus, hvor hun efter fejring og frokost vil vise sig på rådhusets balkon.
Lørdagen slutter på Gamle Scene i Det Kongelige Teater, hvor der er festforestilling, som sendes på DR.
Festlighederne kulminerer søndag 16. januar, hvor dronningen først skal til festgudstjeneste i Vor Frue Kirke og efterfølgende holder gallataffel på Christiansborg Slot. Her vil den kongelige familie, udenlandske gæster og repræsentanter for det officielle Danmark deltage.