Lander kontrakt med Hollywoodstjerne

Hollywoodstjernen har fået øjnene op for dansker-duo

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske hit-duo Phlake har skrevet under på en kontrakt med et ganske særligt pladeselskab ved navn 7Wallace Music. 

Det er stjerneskuespilleren Idris Elba, der blandt andet er kendt fra hitserien 'The Wire' og for sin rolle som guden Heimdall i Marvels superheltefilm, som står bag pladeselskabet. 

- Phlakes talent er ubestrideligt, og vi er overbegejstrede for at have dem med på holdet, udtaler musikchefen i 7Wallace Music, Rachel Prager-Riel, i en pressemeddelelse ifølge B.T

- Vi blev introduceret til Phlake igennem deres samarbejde med vores egen artist Che Lingo, og vi hørte demoudgaven af deres kommende album og vidste, at vi blev nødt til at blive involveret, fortsætter hun. 

Den danske hit-duo Phlake lander kontrakt med Idris Elbas pladeselskab.
Den danske hit-duo Phlake lander kontrakt med Idris Elbas pladeselskab.

Første internationale kontrakt

Phlake har netop udgivet singlen 'Bitter' fredag, som er lavet i samarbejde med rapperen Che Lingo, og senere på året sender de et helt album på gaden. 

Duoen, der består af sanger Mads Bo Iversen og producer Jonathan Elkjær, fik herhjemme deres gennembrud med sange som 'Pregnant' og 'Angel Zoo'.

Det er første gang, at Phlake lander en international kontrakt. 

Til november drager den danske duo ud på en Europa-turné, hvor de skal optræde i byer som London Paris og Berlin. 

Idris Elba har blandt andet udgivet soundtracket til filmen 'Fast & Furious: Hobbs & Shaw', som han selv medvirker i, via sit eget pladeselskab 7Wallace Music.

Powered by Labrador CMS