Landin måske ikke med i finaleweekenden ved EM

Håndboldlandsholdet må muligvis undvære Niklas Landin i finaleweekenden til EM. Fødsel kan gå i gang snart.

Niklas Landin er muligvis ikke med i finaleweekenden til EM. Fødsel kan gå i gang snart. Foto: Antonio Bronic/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldlandsholdet kommer muligvis til at undvære en nøglespiller, når det i den kommende weekend skal spille om medaljer ved EM i Kroatien.

Kiel-målmanden skal nemlig være far, og fødslen kan gå i gang en af de kommende dage.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

Keeper indkaldt som mulig reserve

Her står der også, at Flensburg-keeperen Kevin Møller er indkaldt som mulig reserve.

Møller bliver indtil videre ikke skrevet ind i truppen, men står standby, hvis Landin forlader landsholdslejren.

Landin er at regne for førstevalget i den danske trup. Han har sammenlagt spillet i 207 minutter ved EM, mens truppens anden målmand, Jannick Green, har passet målet i 124 minutter.

Landins redningsprocent har dog været beskedne 28 procent, mens Jannick Green har reddet 40 procent af de skud, der er blevet sendt mod hans mål.

Det er ikke første gang, at Niklas Landin står over for at skulle være far. Han og hustruen fik en datter tilbage i marts 2015 – en god måneds tid efter, at Danmark var røget ud i kvartfinalen ved VM i Qatar.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS