Landsholdsstjerne i sorg: Familieklenodie efterlyses

Jesper Nøddesbo efterlyser via Instagram et familieklenodie. Kan du hjælpe.

Jesper Nøddesbo og hans familie har mistet en skattet genstand. Foto: Henning Bagger/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan godt være, han er en hård mand på banen, ham Jesper Nøddesbo. Men det er han ikke. Kun, i hvert fald.

Men man kan vel næsten sige, at han i sit opslag på Instagram også viser sin bløde side. Her efterlyser han nemlig en legetøjslastbil, der har tilhørt familien i lang tid. Så lang tid, at den var en del af håndboldspillerens barndom.

Men nu er den væk – tyve har simpelthen stjålet den.

Det har fået Nøddesbo til tasterne og dele et billede og en efterlysning på Instagram.

EFTERSØGNING!!! Nogen er kommet til at “låne” min families lille lastbil! Et familieklenodie som er fyldt med barndomsminder!!! Hvis nogen støder på den så giv endelig en besked. Den burde være til at kende!, skriver stjernen i opslaget.

Lastbilen stod i Nøddesbos faders have og blev stjålet natten til mandag. Det skriver TV Midtvest.

Vejer 300 kilo

Lastbilen er omkring to en halv meter lang, vejer 300 kilo og er halvanden meter høj og er håndlavet for 32 år siden. Det er en lastbil som børnene, heriblandt Jesper Nøddesbo, har leget meget i igennem tiden. Lastbilen har en elmotor i, så man kan køre rundt som en rigtig lastbilchauffør.

Bjarne Nøddesbo er meget træt af, at lastbilen er blevet stjålet.

– Det er en lastbil, vi har haft i over 30 år. Børnene har leget i den, og børnebørnene har leget i den. Mit ene barnebarn kom og spurgte mig, hvor lastbilen var henne. Så var jeg nødt til at sige, at den var væk, og jeg ikke vidste, om den kom tilbage, siger Bjarne Nøddesbo til TV Midtvest.

Væk mandag morgen

Bjarne Nøddesbo ved, at lastbilen befandt sig i haven søndag klokken 21. Og også, at den var væk mandag morgen.

– Jeg kan se på gruset, at den er blevet løftet op, fordi der ellers ville være spor, så det er formentlig nogen med en lille kran, der har stjålet den, siger Bjarne Nøddesbo til TV-stationen.

Lastbilen er lavet i hånden, er grøn og der står Nøddesbo Hammerum med store bogstaver på siden af den.

Håndboldstjernen Jesper Nøddesbo spiller til hverdag i Barcelona.


Powered by Labrador CMS