Lars Bom sluger naturprogrammer på tv og læser fire bøger samtidigt
Skuespiller Lars Bom elsker naturprogrammer som "Jens i vildmarken" og bøger om magisk realisme.
Lars Bom er et stort naturmenneske og er især fascineret af vildmarken, og så kan han godt lide at have en hel stak bøger liggende på sit natbord, så han kan læse tre-fire stykker på samme tid.
Her fortæller den 58-årige skuespiller, som lige nu er aktuel i krimiserien “Sommerdahl” på TV2 Charlie, om sit kulturforbrug:
Hvilken film så du sidst?
– Jeg er storforbruger af filmstriben.dk, hvor jeg har set en fremragende film, der hedder “A Late Quartet” med blandt andre Philip Seymour Hoffman og Christopher Walken. Den handler om at være musiker og om kunstnerens dna, og så handler den om, hvordan venskaber udvikler sig igennem årene. De spiller guddommeligt godt, og den er fantastisk godt skrevet og produceret.
– Jeg kan generelt godt lide film, der overrasker. For eksempel “Parasite” og “Joker”. Man tænker, at “Joker” bare er endnu en amerikansk film, men den er dybt politisk og kritisk mod det amerikanske samfund. Jeg elsker, når film giver mig noget, jeg ikke havde forventet, både visuelt og i historien. Hvis plottet er for forudsigelig, gider jeg ikke at se den.
Hvilke serier streamer du?
– Jeg streamer en masse, for jeg har ikke noget fast tv-abonnement. Jeg ser for eksempel “Easy” på Netflix. Den er hylende morsom, og skuespillerne spiller sindssygt godt. Titlen “Easy” hentyder til, at tingene langt fra er nemme i karakterernes liv. Det er små, opbyggelige historier, som jeg synes, er enormt godt skrevet.
Artiklen fortsætter under videoen.
Hvilke programmer kan få dig til at tænde for tv’et?
– Jeg har fulgt meget med i DR-programmet “Jens i vildmarken”, som handler om nordmanden Jens Kvernmo, som er alene i vildmarken.
– Det er en meget simpel historie om en mand med en hundeslæde, som skal pløje igennem Norge fra nord til syd og klare sig selv. Undervejs har han udfordringer og refleksioner over sig selv og sit liv. Det sluger jeg. Det er en meget intelligent realityserie, som giver eksistentielle tanker og overvejelser.
– Jeg er meget fascineret af vildmarken og ødemarken og er generelt et naturmenneske. Vi har et hus, der ligger ud til Isefjorden mellem Holbæk og Roskilde. Der kommer sæler forbi, og der er edderfugle, hejrer og skarv og masser af fisk i havet. Det elsker jeg.
Hvilke podcasts lytter du til?
– Jeg lytter meget til Svend Brinkmanns podcasts, for eksempel “Brinkmanns briks” på P1, som er et enormt interessant program.
– Derudover har jeg lyttet til Third Ears “Kvinden med den tunge kuffert”, som handler om en norsk kvinde, der rejser rundt og svindler og bedrager en masse mennesker. Den synes jeg også, var god.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
– Der ligger rigtig mange bøger på mit natbord, især kunstbøger, biografier og prosadigte. Jeg læser aldrig en bog færdig, før jeg begynder på en ny. Jeg kan godt lide at have gang i tre-fire bøger samtidig. Lige nu læser jeg for eksempel Jonas Eikas “Efter solen” og Haruki Murakamis “IQ 84”. Jeg kan virkelig godt lide magisk realisme. Jeg synes, det er enormt godt, når en forfatter har evnen til at overskride virkelighedens grænser.
Hvilke magasiner og ugeblade køber du?
– Jeg køber aldrig magasiner til mig selv, men jeg har lige købt fire kryds og tværs-blade til min datter, som har været på besøg her under coronakrisen. Hun går på Journalisthøjskolen i Aarhus og har fri fra undervisningen, så vi har lagt puslespil og løst kryds og tværs.
Hvor går du hen for at være kulturel?
– Jeg går rigtig meget i teatret for eksempel på Teater Gro, Teater V eller Mungo Park i Allerød. Jeg kan også godt lide at gå til koncert på små spillesteder, og hvis jeg går i biografen, går jeg tit i de mindre biografer som Empire Bio på Nørrebro. De store biografer bliver hurtigt en underholdningsfabrik med lidt for meget cola og popcorn, synes jeg. I det hele taget kan jeg godt lide at komme på de små steder.
– Derudover tager jeg tit til Berlin, hvor jeg udforsker byens udstillinger og ser en teaterforestilling med Berliner Ensemble.