Lars Hjortshøj lander drømmejob

Komiker Lars Hjortshøj er klar til at punktere selvhøjtideligheden, hvis den opstår, for han er nemlig vært for den publikumsbestemte Svend Prisen 2022

Udgivet Opdateret

Når dansk film og tv bliver hyldet og hædret af seerne og biografgængerne til uddelingen af Svend Prisen 2022, bliver det komiker og skuespiller Lars Hjortshøj, der guider publikum og de nominerede gennem aftenen i det sydfynske.

Den tjans har den garvede entertainer drømt om, for der er ifølge ham noget ganske særligt ved Svend Prisen, som i år løber af stablen 31. august i Krøyers Have i Svendborg.

Vil gerne

- Det er en opgave, jeg virkelig gerne vil have, for Svend Prisen er meget sympatisk, siger han og uddyber:

- Nu er jeg en af dem, der ofte står foran et publikum og får ret kontant afregning. Men jeg synes, det er sundt for alle kunstner-gøglertyper at blive mindet om, at der sidder nogle i den anden ende, som vi fortæller historierne til. Det skal vi mindes om, for at kunsten ikke lukker sig om sig selv, lyder det fra Lars Hjortshøj.

12 statuetter

Til Svend Prisen uddeles der 12 statuetter. Blandt andet til Årets Danske Tv-dramaserie, Årets Håb og Årets henholdsvis Kvindelige og Mandlige Hovedrolle.

Lars Hjortshøj er især kendt fra comedy og satire, men har flere dramatiske roller bag sig. Blandt andet i Susanne Bier-filmen 'Brødre', DR-serien 'Krøniken' og TV 2 Charlie-krimien 'Sommerdahl'. (Arkivfoto).
Lars Hjortshøj er især kendt fra comedy og satire, men har flere dramatiske roller bag sig. Blandt andet i Susanne Bier-filmen "Brødre", DR-serien "Krøniken" og TV 2 Charlie-krimien "Sommerdahl". (Arkivfoto).

I alle de regulære kategorier er det suverænt publikum, der vælger vinderne ud fra nominerede fundet i de seneste 12 måneders mest populære biograffilm og tv-serier. Blandt andet "Badehotellet" og "De forbandede år II".

Derudover uddeles også Juryens Særpris og Svend Hædersprisen, som i år tilfalder Lars Mikkelsen.

Publikum er med

Priserne bliver overrakt til et show, som publikummer kan komme og overvære. Så det er ikke en lille branchefest for en udvalgt, inviteret skare, men en regulær folkefest, lyder det fra Lars Hjortshøj.

- Jeg tror, de fleste dygtige skuespillere, instruktører og filmfolk har publikum for øje. Men det bliver tit et lukket miljø, hvor vi sidder og klapper hinanden på skulderen, og det bliver beskyldt for at være indspist og elitært, siger han og fortsætter:

- Der skal være plads til de snævre film, men også til de film og serier, der appellerer til et bredere publikum, og det fejrer Svend Prisen.

Powered by Labrador CMS