Lars Lilholts vilde musikerliv: Sådan levede hans børn mens far var på scenen
Den folkekære trubadur har turneret landet rundt og har haft sin elskede familie med sig undervejs.
Lars Lilholt skrev sin første melodi for 50 år siden, og gennem fem årtier har han skriblet utallige sange, som tager afsæt i et levet liv på godt og ondt.
Ifølge Lars Lilholt selv har han ikke en karriere – han har et liv, og det er fyldt med musik. Men det har ikke været uden omkostninger for den 65-årige multiinstrumentalist, der nu udkommer med sit nye album, “Drømmefanger”.
– Jeg har været gift to gange. Mit første ægteskab gik i stykker, blandt andet fordi jeg var for meget ude, siger Lars Lilholt og fortsætter:
– Så blev jeg gift igen. Denne gang med en kvinde, som er 16 år yngre end mig. Men hun har på en eller anden måde været med på hele det her liv, fortæller han.
16 års aldersforskel
Efter en hardcore rock and roll-tilværelse med sprut og damer mødte Lars Lilholt som 39-årig den dengang 23-årige Ninna.
Parret faldt pladask for hinanden. Ingen troede, det ville holde, men det har det gjort i over 25 år nu.
Musikken er blandt det, der forener dem, fortæller Lars Lilholt.
– Vi har været gode til at være meget sammen. Det har betydet, at jeg i det her ægteskab ikke har været meget væk hjemmefra, for vi har gjort tingene sammen.
– I det hele taget har jeg også været en meget mere trofast mand. Og så har jeg været så heldig at få en kone, som gerne vil sådan en som mig, siger han.
Vokset op med fars musik
Lars Lilholt har en datter fra sit første ægteskab, og sammen med sin Ninna har han fået en søn og endnu en datter.
De er vokset op med Lars Lilholts musik som godnatsange. Musikken har nemlig altid været forankret i familielivet, og børnene har været ude på landevejen, når han turnerede land og rige rundt.
– Da børnene var små og faldt i søvn, fik de ørepropper i, blev lagt i en baskuffert og skubbet ind under scenen. Så lå de der under koncerterne. De er vokset op med det, fortæller Lars Lilholt.
– Det var ikke noget med at sige, “jeg vil gerne hjem”, for det kunne ikke lade sig gøre. Skulle vi overleve, så var det sådan, det var, og i alle disse år kunne vi netop forsørge familien med musikken. Men jeg har ikke hørt noget brok fra børnene om det, nu hvor de er blevet voksne.
Og musikken er da også blevet en del af børnene.
Familien spiller med i bandet
På Lars Lilholts nye plade, “Drømmefanger”, synger hans ældste datter, Lærke Lilholt, kor, mens sønnen Sofus Lilholt Thomsen spiller guitar, synger kor og har komponeret melodien til nummeret “Det sidste ord”.
– Min datter var faktisk med i musikken og sang kor på nogle af mine plader, allerede fra da hun var 11 år. Hun ville gerne have et par røde sko, og så måtte hun jo arbejde for dem, fortæller den pladeaktuelle trubadur.
– Min søn spiller selv musik og havde lavet en melodi. Den var meget god, syntes jeg, og så satte jeg tekst til. Det kom der “Det sidste ord” ud af, fortæller Lars Lilholt.
Flere milepæle
I dag er en ny Lilholt-generation kommet til.
Hans ældste datter har gjort musikeren til morfar, og det er endnu en milepæl i den erfarne spillemands liv.
– Det største uden for scenen er selvfølgelig, at jeg er far til tre børn, som jeg sammen med min hustru har været i stand til at forsørge og skabe et ordentligt hjem for og have råd til et hus og en bil at køre rundt i.
– Nu har jeg også fået to børnebørn, Aia og Otto, og det er rigtigt skægt. Det gør mig meget, meget glad.
Lars Lilholts nye plade, “Drømmefanger”, udkom 4. maj.