-For fanden, jeg er kun 29 år gammel

Christian Eriksen vågnede hurtigt efter stød med hjertestarteren, fortæller tysk læge, der var med på banen

Udgivet Opdateret

Tyske Jens Kleinefeld var en af de læger, der var med i redningsarbejdet omkring Christian Eriksen, da den danske landsholdsstjerne faldt om med hjertestop i Parken.

Jens Kleinefeld har arbejdet for både Det Europæiske Fodboldforbund og Det Internationale Fodboldforbund. Han fortæller, at Christian Eriksen ret hurtigt efter første stød med hjertestarteren var vågen.

- Cirka 30 sekunder senere åbnede han sine øjne, og jeg kunne tale direkte med ham.

- Det var et meget bevægende øjeblik. I sådanne medicinske nødsituationer i hverdagen er chancen for succes langt lavere, siger Kleinefeld i et interview bragt i aviserne under det tyske mediehus Funke Mediengruppe.

Han fortæller, at han spurgte Christian Eriksen, om han var tilbage, og det svarede Eriksen positivt på. Derefter sagde han ifølge Kleinefeld: "For fanden, jeg er kun 29 år gammel".

- Da vidste jeg, at hans hjerne ikke var beskadiget, og at han var kommet fuldt tilbage, siger Jens Kleinefeld.

Reagerede hurtigt

Lægen fortæller desuden, at Christian Eriksen reagerede klart og tydeligt på kommandoer, og at han var ved fuld bevidsthed i Parken.

Christian Eriksen skulle iføres det nødvendige udstyr, så man kunne overvåge ham på vej til Rigshospitalet. Derfor tog det lidt tid at få ham ud i ambulancen, fortæller Kleinefeld.

På et pressemøde søndag fortalte landsholdslæge Morten Boesen, at Christian Eriksen efter omstændighederne havde det godt. Det har været meldingen lige siden.

Seneste opdatering er, at Christian Eriksen fortsat er indlagt og bliver undersøgt, så man eventuelt kan klarlægge, hvorfor han fik hjertestop.

Blå bog: Christian Eriksen

Navn: Christian Dannemann Eriksen.

Født: 14. februar 1992.

Fødested: Middelfart, Danmark.

Nationalitet: Dansker.

Højde: 182 centimeter.

Position: Midtbanespiller.

Landsholdsdebut: 3. marts 2010 mod Østrig i en testkamp i en alder af 18 år og 17 dage (fjerdeyngste debutant nogensinde på det danske landshold).

Civilstand: I forhold med Sabrina Kvist Jensen, som han har sønnen Alfred med. De to har også en datter, der er født i december 2020. Alfred blev født i juni 2018 kort før VM i Rusland.

* Klubkarriere:

Som ungdomsspiller:

1995-2005: Middelfart G&BK.

2005-2008: OB.

2008-2010: AFC Ajax.

Som seniorspiller:

2010-2013: AFC Ajax (163 kampe, 32 mål, 65 assister).

2013-2020: Tottenham (305 kampe, 69 mål, 89 assister).

2020-: Inter.

* Landsholdskarriere:

A-landshold: 109 kampe (36 mål)

U21-landshold: 3 kampe (1 mål).

U19-landshold: 3 kampe (1 mål).

U18-landshold: 5 kampe (1 mål).

U17-landshold: 27 kampe (9 mål).

Slutrundedeltagelser:

VM 2010 i Sydafrika.

U21-EM 2011 i Danmark.

EM 2012 i Polen og Ukraine.

VM 2018 i Rusland.

EM 2021 i blandt andet Danmark

* Titler:

Hollandsk mester (2011, 2012 og 2013).

Hollandsk pokalvinder (2010).

Hollandsk Super Cup-vinder (2013).

Champions League-finalist (2019).

Italiensk Mester (2021)

* Priser:

Årets spiller i Danmark kåret af DBU (2011, 2013, 2014 og 2017).

Årets spiller i Danmark kåret af Spillerforeningen (2013, 2014, 2015, 2017 og 2018).

Årets hold i Premier League (2017/2018-sæsonen).

Årets spiller i Tottenham (2014 og 2017).

Kilde: Transfermarkt.com, dbu.dk, spillerforeningen.dk, tottenhamhotspur.com
Powered by Labrador CMS