Laura Bachs danse-drama: -Det var på et hængende hår
Det var meget tæt på, at kun ti af de elleve par kom på gulvet i Vild med dans fredag aften.
Kort før parrene fredag aften gik på gulvet i Vild med dans, var der drama bag kulisserne.
Skuespillerinden Laura Bach har nemlig døjet med så ondt i hofterne, at hun ikke var i stand til at danse, og havde det ikke været for en tur på hospitalet, havde parret med al sandsynlighed måttet vinke farvel til fredagens danseshow.
– Det var på et hængende hår. Vi havde en prøve fredag eftermiddag, som jeg simpelthen ikke kunne danse. Derfor blev det besluttet, at jeg skulle have en blokade, og det hjalp. Det vidste man ikke, om det ville gøre, men det gjorde det heldigvis. Og det betød rigtig meget, siger skuespillerinden efter showet.
– Jeg er meget, meget, meget glad, og jeg er så taknemmelig for, at der er så mange gode mennesker, der kan hjælpe mig med at få lov at danse, siger hun.
Hurtig handling
For hendes partner i showet, den professionelle danser, Michael Olesen, stod det klart, at der skulle handles hurtigt, hvis skuespillerinden skulle blive danseklar.
– Jeg kunne tydeligt se, at den eneste chance, der ville være for at vi kom på gulvet, var en blokade, hvor man bedøver det hele og neutraliserer smerten, siger han.
At få lagt en blokade betyder, at man sprøjter kortison og binyrebarkhormon ind i det plagede område, og det er langt fra smertefrit.
– Det gør ondt, men det er intet imod, hvor ondt det gør ikke at kunne stå og danse, siger skuespillerinden.
Næste uge skal parret danse quickstep, og det bliver i følge Michael Olesen en blidere omgang for Laura Bachs hofter. Alligevel ved skuespillerinden godt, at hun ikke skal presse sig selv for meget.
– Jeg skal passe rigtig godt på mig selv, naturligvis, og så er der jo heldigvis gode mennesker, der kan råde mig til, hvad jeg kan gøre. Der er hjælp at hente, så vi kan fortsætte med at danse, siger hun.
/ritzau/FOKUS