Legende gør comeback
Sophia Loren spiller med i ny film for første gang i 11 år. Det er Netflix, der står bag.
Den ikoniske, italiensk skuespiller og levende legende Sophia Loren gør comeback på ‘filmlærredet’. Hun spiller hovedrollen i den italiensk-sprogende Netflix-film ‘The Life Ahead’, der er instrueret af den nu 86-årige stjernes søn, Edoardo Ponti.
Artiklen fortsætter under videoen
Filmen, der er den første med Sophia Loren på rollelisten i mere end et årti, får ifølge Deadline premiere på streamingtjenesten den 13. november.
”Da min søn foreslog mig rollen, var det en drøm, der blev til virkelighed. Jeg hoppede og sprang af glæde over muligheden. Jeg elsker min karakter. Hun er hård, hun er skrøbelig, hun er en overlever. På mange måder minder hun om min egen mor,” fortæller Sophia Loren til Deadline.
Legenden spiller i ‘The Life Ahead’ en jødisk kvinde og overlevende fra Holocaust, der hjælper med at opdrage børn af prostituerede. Det er en rolle og karakter, der allerede nu, altså inden premieren, betegnes som havende Oscar-potientiale.
Sophia Loren har allerede to Oscar statuetter stående på hylden. Den første fik hun i 1961 for sin rolle i filmen ‘Two Women’ og nummer to kom til i 1991, hvor hun blev tildelt en Æres-Oscar for ‘en karriere med mange mindeværdige optrædender’.
‘The Life Ahead’ forventes at blive præsenteret for offentligheden med en verdens-premiere i Rom i slutningen af oktober måned. Angiveligt med stjernens tilstedeværelse.