Lene Beier faldt pladask for ham
'Landmand søger kærlighed'-værten mødte manden, inden der fandtes datingapps, og det er hun glad for
Det er dejligt at hjælpe andre med at finde kærligheden.
Sådan har Lene Beier det. Hun er endnu en gang vært på TV 2-programmet "Landmand søger kærlighed", der snart ruller over skærmen med en ny sæson.
- Jeg kan godt lide at få lov til at være sådan en Kirsten Giftekniv, siger hun.
- Min bedste veninde
- Jeg ser det ikke som et værtsarbejde. Jeg er jo bare nødt til at være mig selv, så jeg giver også de råd i programmet, som jeg ville give min bedste veninde.
I den nye sæson af datingprogrammet leder seks landmænd - tre kvinder og tre mænd - efter kærligheden.
Selv har Lene Beier været gift med sin mand, ejendomsudvikler og tv-vært Anders Beier, i 18 år. Parret mødte hinanden i de tidlige 00'ere, da de begge arbejdede på den samme sushirestaurant i København.
Lynet slog ned
- Da jeg mødte Anders, bankede han benene fuldstændig væk under mig. Jeg ved godt, at det ikke altid er sådan, at lynet bare slår ned, men det gjorde det ved mig, fortæller Lene Beier.
I dag har de to sønner sammen - 15-årige Arthur og Otto på 13.
- Jeg ved jo ikke så meget om, hvordan det er at date i 2024. Det eneste jeg kan gøre, er at give deltagerne råd med udgangspunkt i det liv, jeg har levet, siger den 47-årige tv-vært og fortsætter:
Spidser ører
- Men heldigvis er det noget, som mange af mine kolleger og veninder gør. Og når de snakker om dating, så spidser jeg ører og prøver at finde ud af hvordan og hvorledes.
Hun mødte sin mand, inden datingapps kom frem. Og det er hun glad for.
- Der var slet ikke lige så mange ting, man hele tiden skulle vælge imellem, da jeg var ung. Nu er der så mange muligheder, og man kan hele tiden bare gå videre til den næste.
Fordele og ulemper
Selv om hun har aldrig har swipet til højre eller venstre på en datingapp, så har hun en idé om, hvordan det fungerer. Udefra set er der ifølge hende både fordele og ulemper ved konceptet. Hun nævner blandt andet, at det er nemt at komme i kontakt med andre, der søger det samme som en selv, som en af de gode ting.
- Det, jeg synes, der kan være lidt ærgerligt, er, at man bliver bedømt på et meget lille grundlag, siger hun og tilføjer:
- Når der er et møde mellem to i virkeligheden, så går der ikke mange sekunder, før man ved, om det kan blive til noget eller ej. Det møde kan man ikke digitalisere.
Potentielle bejlere
Det samme gælder i "Landmand søger kærlighed". I programmet starter landmændene med at få breve fra potentielle bejlere.
- De har jo heller ikke så meget at bedømme ud fra med brevene, og tit sker der først rigtig meget, når de møder hinanden i virkeligheden, forklarer Lene Beier.
Selv om datingkulturen i dag i høj grad foregår digitalt, så tror hun stadig på, at man kan møde den eneste ene i det virkelige liv.
- Jeg spørger tit mine veninder, om de ikke skal melde sig ind i en eller anden klub og dyrke deres interesser, hvis de går og leder efter kærligheden. Man kan også prøve noget, man ikke har gjort tidligere, siger hun.
Ved mere til jul
Det er 11. gang, at Lene Beier er vært på "Landmand søger kærlighed". Om der bliver en 12. gang, er endnu uvist. Det finder Lene Beier først ud af ved juletid, fortæller hun.
Men hvis det er tilfældet, er hun stadig klar på opgaven. Også selv om hun snart flytter til Østrig med sin mand og deres to sønner for at starte et nyt kapitel i deres liv.
Familien har nemlig planer om at åbne og drive et hotel i landet.
Hun har tidligere fortalt, at et hotel i Alperne har været en drøm, som hun og hendes mand har delt i mere end 20 år.
Første afsnit
Lene Beier vil endnu ikke løfte sløret for, hvornår det kommer til at ske. Men hun forsikrer, at hun stadig kommer til at pleje sine værtsroller i Danmark.
- Det bliver lidt et pendlerliv. På nær i skisæsonen, der er jeg kun i Østrig, siger hun.
Første afsnit af "Landmand søger kærlighed" bliver sendt på TV 2 tirsdag 6. august.