Lene Beier: Forløsende afsked med Danmark

Men det er også vemodigt, indrømmer den populære tv-vært

Anders og Lene Beier mødte hinanden på en sushirestaurant, de arbejdede på som unge, og har været sammen lige siden. Sammen har parret to sønner.
Offentliggjort Sidst opdateret

Lene og Anders Beiers Østrigske Eventyr

Lene og Anders Beier har solgt deres hus i Søvang på Amager for at forfølge drømmen om at drive et hotel i Østrig.

Parret har et særligt og hemmeligt hotelkoncept i tankerne, hvilket motiverer dem til at købe frem for at leje eller forpagte.

Lene Beier, kendt fra 'Landmand søger kærlighed', planlægger at fortsætte sit arbejde med TV 2, selv efter flytningen til Østrig.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Tv-værtsparret Lene og Anders Beier siger snart "Grüß Gott" til et østrigsk eventyr, der har været deres fælles drøm i over 20 år.

Parret, som har to sønner sammen, har nu fået solgt deres hus. Så jagten efter det hotel, de drømmer om at drive i alpelandet, er intensiveret.

- Næste lørdag har jeg en håndfuld hoteller, jeg skal ned og se - der er et par stykker - to af dem - som vi synes, ser meget lovende ud, fortæller Anders Beier.

Den 1. maj siger familien Beier "auf Wiedersehen" til hjemmet i Søvang på Amager i København.

Det er det, der skal til, for at drømmen om det østrigske eventyr kan gå i opfyldelse.

- Det er en blanding af vemodighed og jo også en forløsning, siger Lene Beier og uddyber:

- Vi kan ikke komme videre med det andet, for vi har ikke økonomien til det, før vi har solgt huset. Men det bliver ikke fedt, den dag vi skal lukke døren. Det gør det ikke, understreger hun.

Hemmeligt koncept

Folk omkring familien har spurgt, hvorfor de ikke bare udlejer deres hus i Danmark og forpagter et hotel i Østrig. Men parret har et særligt - og endnu hemmeligt - koncept i tankerne, de vil realisere.

Derfor vil de gerne købe deres helt eget hotel.

For Anders Beier er skæringsdatoen 1. maj lige nu mere forløsende end vemodigt.

- Lige nu synes jeg, det er rart, siger han og uddyber:

- For den dag, man sætter det til salg, så gør man sig klar, og så er det ventetid, indtil det lykkes. Men selvfølgelig bliver det nok mærkeligt, sidste gang man lukker døren.

Mødtes på sushirestaurant

Anders og Lene Beier, som mødte hinanden, da de arbejdede på en sushirestaurant som unge, er begge af den indstilling, at hvis man aldrig træffer svære beslutninger, men altid gør det, der lægger ligefor, så får man et kedeligt liv.

- Er du sindssyg, vi ser frem til Østrig! Helt vildt!, udbryder Lene Beier begejstret, mens manden istemmer.

Den prisvindende tv-vært, som især er kendt fra "Landmand søger kærlighed", har tidligere understreget, at hun har snakket med TV 2 om, at hun skal fortsætte med at lave tv for kanalen på den ene eller anden måde.

Powered by Labrador CMS