Leonardo DiCaprio blander sig i præsidentvalget
Leonardo DiCaprio blander sig i præsidentvalget i USA med en klimadokumentar-udsendelse.
De fleste kender Leonardo DiCaprio som Oscarbelønnet skuespiller, men han er også glødende miljøforkæmper og fredsambassadør for FN. Nu blander han sig i den amerikanske valgkamp med klimadokumentaren ”Before the Flood”, der skal få amerikanerne til at tænke på miljøet, før de sætter deres kryds til præsidentvalget i november.
Before the Flood præsenterer seerne for synlige tegn på en voksende miljøkrise, der påfører uoprettelige skader på naturen, forstyrrer klimabalancen og fremskynder udryddelsen af elskede dyrearter.
Interviewer Obama og Pave Frans
DiCaprio interviewer personer fra alle samfundslag i både u- og ilande, og de leverer unikke, lidenskabelige og pragmatiske synspunkter om hvad der skal gøres nu – og i fremtiden – for at gøre vores økonomiske og politiske systemer miljøvenlige. Blandt de interviewede er Præsident Barack Obama, Bill Clinton, USA’s udenrigsminister John Kerry, FNs Generalsekretær Ban Ki-moon, Pave Frans, samt en lang række forskere, naturfredningsforkæmpere og ukuelige aktivister, der arbejder for at redde verden.
– Klimaforandringer er den alvorligste trussel mod vores planet, siger DiCaprio.
– Vi skal arbejde sammen som en enhed og kræve gennemgribende handling nu. Vores overlevelse afhænger af det. Denne dokumentarfilm viser symptomer og løsninger på klimaforandringerne, før oplysningerne bliver forvrænget, som de så ofte gør, af dem med en økonomisk interesse i produktionen af fossile brændstoffer, fortæller Leonardo DiCaprio.
– Hvis du fik mulighed for at høre sandheden om, hvor meget skade vi har gjort på vores planet, og hvor lidt tid, vi har til at finde løsninger, før hele økosystemet kollapser – ville du så høre den? Vi kan ikke længere vende det blinde øje til og håbe på, at det løser sig, tilføjer medproducent Fischer Stevens.
– Mit håb er, at denne film vil være et advarselssignal om vores uundgåelige skæbne, hvis ikke vi handler. Og på tærsklen til det, der kan vise sig at være det vigtigste valg i vor tid, håber jeg, at denne film ikke blot kan oplyse offentligheden om den alvorlige trussel, vi står over for, men også tvinge vælgerne til virkelig at tænke over, hvor vigtig deres stemme er til efteråret.
Courteney Monroe er administrerende direktør for National Geographic Global Networks og forklarer, at National Geographic har en lang tradition for at inspirere andre til at tage vare på planeten:
– Nu, midt i den ubestridelige krise, som klimaforandringerne er, har vi et ansvar for at inspirere andre til at handle. Jeg er ikke i tvivl om, at vores brands globale rækkevidde, kombineret med DiCaprios passion for dette emne, og Fishers overbevisende historiefortælling, vil bringe dette alvorlige emne i fokus som aldrig før, siger Monroe.
Before the Flood får verdensomspændende tv-premiere på National Geographic Channel den 30. oktober klokken 22.