Lewis Hamilton slåes til ridder
Den britiske Formel 1 superstjerne opnår ultimativ royal hæder.
Storbritanniens nu syv-foldige Formel 1 verdensmester Lewis Hamilton kan se frem til en hæder, der kun er meget få forundt. Han står nemlig på listen over personer, der i 2021 vil blive slået til ridder af Storbritannien af dronning Elizabeth. Det skriver The Sun.
Artiklen fortsætter under videoen
Den nu 35-årige superstjerne, der angiveligt skulle være god for i omegnen af 2,1 milliarder danske kroner, har ellers været i strid skatte-modvind.
Han har blandt andet været klandret for at bo i skattely i Monaco samt for at have ladet sit privatfly indregistrere i Isle of Man og derved spare knap 28 millioner kroner i registreringsafgift til den britiske stat.
Men nu er han blevet blåstemplet af den britiske regerings særlige æresudvalg ‘Government’s Honours Committee’, der er nået frem til, at der intet fordækt er ved Lewis Hamiltons økonomiske ageren. Dermed er han fundet egnet til at kunne titulere sig som ridder.
Ifølge The Sun Lewis Hamilton er blandt de 5.000 britiske borgere, der bidrager med mest via skatten til statskassen og tilbage i 2017 tog verdensmesteren også selv bladet fra munden i forbindelse med den kritik, han har været udsat for.
”Jeg kører i 19 forskellige lande og tjener mine penge og betaler skat 20 forskellige steder. Blandt andet i mit hjemland. Jeg bidrager ikke blot med skat til Storbritannien, men er også til at holde et team på mere end 1.000 medarbejdere beskæftiget,” sagde han.
Han har i øvrigt også tidligere kommenteret på muligheden for at blive slået til ridder af Storbritannien.
“Når jeg tænker på denne store ære, tænker jeg på folk som min egen bedstefar, der tjente i krigen,” lød det fra ham ved den lejlighed.
Det er ikke første gang, Lewis Hamilton vil høste ære fra selveste dronning Elizabeth. Tilbage i 2008 blev han tildelt ordenen Member of British Empire (MBE) ved en ceremoni, hvor det var majestæten selv, der hæftede ordenen på ham.