Lille diva fylder 40

Med en gejser af en stemme og en teatralsk divastil skrev sangerinden Christina Aguilera sig tidligt ind i pophistorien. Senere har det knebet lidt mere.

For sanger og sangskriver Christina Aguilera har mode, hyppige drastiske stilskift og en farverig fremtoning været en integreret del af hendes kunstneriske karriere. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Trods sine knap 160 centimeter har amerikanske Christina Aguilera en af poppens allerstørste stemmer på øverste hylde med Mariah Carey og afdøde Whitney Houston.

Den spænder over fire oktaver, og den har bragt hende langt i karrieren, selv om hun 18. december blot fylder 40 år.

Artiklen fortsætter under videoen

Hun sang allerede som barn i Disney’s Mickey Mouse Club sammen med andre barnestjerner som Britney Spears og Justin Timberlake.

Som 18-årig indsang hun nummeret “Reflection” i Disneys tegnefilm “Mulan” og blev Golden Globe-nomineret. Så var den karriere på skinner.

En flugtvej

Aguilera har fortalt, at musikken var hendes flugtvej ud af et voldeligt barndomshjem.

Hendes debutalbum som 19-årig gik til tops mange steder med hits som “Genie in a Bottle”.

Som 20-årig fik hun sin første af fem Grammyer som den bedste nye kunstner.

Allerede dengang måske drevet lidt rigeligt af at ville demonstrere stemmens urkraft. Kritikere har i hvert fald peget på, at hun kan have tendens til at overgøre sit uomtvistelige talent.

Siden indspillede hun med blandt andre latinloverboy Ricky Martin og nyindspillede sammen med Lil’ Kim og Pink hittet “Lady Marmalade” til succesfilmen “Moulin Rouge”.

Sagsøgte manager

Med styr på karrieren vred hun sig fri af musikindustriens jerngreb og sagsøgte sin maneger for overdreven indflydelse. Hun var træt af sit tyggegummipoppede image og ville mere.

På hendes album “Stripped” blev der derfor meldt sex på drengen og hendes bare bryster på forsiden af magasinet Rolling Stone.

Det nye image blev beskyldt for at overskygge guldstemmen. Men blandt andet singlen “Beautiful” blev et kæmpe radiohit med sin omfavnelse af menneskelig sårbarhed.

Aguilera blev 2003’s største kvindelige Billboard-kunstner. Og “Stripped” førte til store og indbringende turnéer.

Ny stil

Kamæleonen skiftede atter totalt farve og stil til en Marilyn Monroe-klon med det næste album, det grammybelønnede “Back to Basics”.

Hendes efterfølgende tour var den mest indbringende soloturné af en kvindelig kunstner i 2007. Aguilera strøg på top-20 over de rigeste kvinder i underholdningsindustrien.

Mindre succesrige har hendes senere albummer været. I nogle år var hun dommer i den amerikanske udgave af talentprogrammet “The Voice” og havde flere filmroller.

Aguilera har en søn fra et tidligere ægteskab og en datter med sin nuværende kæreste.

Powered by Labrador CMS