Lille nyhed var det største i 2018 for Johannes Lassen

I 2018 har Johannes Lassen vundet en prestigefyldt tv-pris, og så er han blevet far for første gang.

Johannes Lassen nåede vidt omkring i 2018. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Året går på hæld, og det har været et vildt et af slagsens for den fremadstormende danske skuespiller Johannes Lassen.

Den 39-årige skuespiller vandt i år sin første store, internationale pris, da han i juni fik Den Gyldne Nymfe for “bedste mandlige skuespiller i en tv-dramaserie” ved tv-festivalen i Monte Carlo.

Hvor filmfestivalen i Cannes har De Gyldne Palmer, har tv-festivalen i Monte Carlo Den Gyldne Nymfe, og prisen er blandt de mest prestigefyldte i hele tv-branchen.

Johannes Lassen vandt prisen for sin rolle i Kanal 5’s dramaserie “Gidseltagningen”, hvor han spiller soldaten Philip Nørgaard, der skal stå i spidsen for politiets indsats, da der opstår en gidselstagning i Københavns metro.

Johannes Lassen er netop blevet færdig med at optage anden sæson af dramaserien, som får premiere i foråret 2019.

– Det har været et virkeligt vildt år. Vi har ramt bredt ude i verden med “Gidseltagningen”, og én ting er at lave noget til danskerne herhjemme, men lige pludselig at modtage fan-mail fra London, Japan og Australien, det er vildt, siger han.

Det var årets højdepunkt

Men selv om der er fuld damp på karrieretoget, så var årets absolutte højdepunkt for Johannes Lassen, at han i august blev far for første gang til sønnen Leo.

– Det er der ikke nogle roller, prisuddelinger eller røde løbere, der kan hamle op med. Det har – uden sammenligning – været det vildeste, der nogensinde er sket i mit liv, siger han.

Den nye familielykke har betydet, at Johannes Lassen på det seneste ikke har haft tid til andet end at filme, forberede scener, lære replikker og være sammen med sin kæreste og sin søn.

– Resten af min familie og mine venner har været ret meget på standby det sidste halve år, siger han.

Ikke et normalt job

Johannes Lassen synes dog, han formår at balancere sit krævende arbejde med det nye familieliv.

– Men jeg har også haft et bagland, som har taget det tunge slæb derhjemme og virkelig givet mig lov til ikke at have dårlig samvittighed over ikke at være der så meget.

– At være skuespiller er ikke et normalt job. Det hedder “all in” i en periode, og så har jeg heldigvis også nogle huller, hvor jeg kan holde fri. I de perioder har vi en regel derhjemme, der hedder “med mindre Martin Scorsese ringer, så siger jeg nej”, siger han.

I 2019 har Johannes Lassen to nye projekter i kalenderen – et i Danmark og et i udlandet – som han ikke kan afsløre mere om.

Den danske skuespiller har tidligere haft roller i DR-serierne “1864” og “Bedrag”, ligesom han har medvirket i film som “Flaskepost fra P”, “Sommeren ’92” og “Broderskab”.

Powered by Labrador CMS