Lille Palle ramt af blodprop

Den glade harmonikaspiller er indlagt til genoptræning i Helsinge, fortæller hans gode ven Bjarne Lisby

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 19. september rundede Lille Palle Andersen 80 år, og så inviterede han Gud og hvermand på en lille én samt underholdning med harmonikaen på Hotel Strand i Gilleleje. 

Det var dog kun de færreste, der vidste, at han ventede en helt særlig fødselsdagsgave, nemlig en pacemaker, så der igen kunne komme frisk gang i dikkeværket. 

Operationen fandt sted kort efter den runde fødselsdag.

Blodprop i hjernen

Men halvanden måned efter har Lille Palle fået en blodprop i hjernen.

Det fortæller hans gode ven og kollega, Bjarne Lisby til Kendte.dk ved premieren på Eventyrteatrets ’Nissen uden navn’ lørdag formiddag i Glassalen, Tivoli.

Lille Palle Andersen på Bakken sammen med lise Nørgaard. (Arkivfoto)
Lille Palle Andersen på Bakken sammen med lise Nørgaard. (Arkivfoto)

– Jeg besøgte ham fredag, og han har det efter omstændighederne fint. Han bliver hurtigt træt, og efter et kvarter tyve minutter måtte jeg gå igen, siger Bjarne Lisby om besøget på et genoptræningscenter i nordsjællandske Helsinge ikke langt fra Lille Palles bopæl i Gilleleje.

Har ramt talecentret

Bjarne Lisby fortæller, at blodproppen i hjernen hos Lille Palle har ramt talecentret, så det er blevet lidt vanskeligt med udtalelsen, og hans venstre ben er ikke rigtigt mobil.

– Det er sjovt, for når han sidder ned, kan han godt spjætte med begge ben, men det venstre vil ikke rigtigt gå, når han er oprejst, forklarer Bjarne Lisby om patientens tilstand.

– Men lægerne regner med, at han bliver helt klar igen. De næste 14 dage skal han være indlagt, og så skal der tages stilling til, hvad der skal ske, siger Bjarne Lisby til Kendte.dk.

Lille Palle blev ramt af en blodprop en måned efter at have fået pacemaker.– Jeg har besøgt ham, siger Bjarne Lisby med barnebarnet Naja, fem år, til premiere på ’Nissen uden navn’ i Glassalen Tivoli.
Lille Palle blev ramt af en blodprop en måned efter at have fået pacemaker.– Jeg har besøgt ham, siger Bjarne Lisby med barnebarnet Naja, fem år, til premiere på ’Nissen uden navn’ i Glassalen Tivoli.
Powered by Labrador CMS