Lille prinsesse er klar til børnehave
Prinsesse Charlotte skal starte i børnehave til januar, annoncerer det britiske kongehus.
Det nye år starter med nye omgivelser for toårige prinsesse Charlotte.
Den britiske prinsesse, som er datter af prins William og hertuginde Kate, skal nemlig starte i børnehave til januar.
Det annoncerer det britiske kongehus.
– De royale højheder (prins William og hertuginde Kate, red.) har denne morgen annonceret, at prinsesse Charlotte vil begynde i Willcocks Nursery School i London fra januar 2018, skriver kongehuset mandag til et billede af den lille prinsesse med sine forældre og sin storebror, prins George.
Børnehave i pænt kvarter
Willcocks Nursery School er en børnehave i London, der er placeret i det pæne kvarter Kensington.
Dermed har den lille prinsesse og hendes forældre ikke langt, når prinsesse Charlotte skal afleveres om morgenen.
Familien bor nemlig på Kensington Palace, og derfra er der kun en kort gåtur på lidt over ti minutter til institutionen.
Willcocks Nursery School åbnede første gang sine døre i 1964 og har en kvindelig rektor i front.
Glæde i børnehaven
Her er glæden over prinsesse Charlottes snarlige børnehavestart stor.
– Vi er glade for, at hertugen og hertuginden af Cambridge har valgt Willcocks Nursery School til prinsesse Charlotte. Vi ser frem til at tage imod Charlotte i vores børnehave i januar, skriver Willcocks Nursery School ifølge Kensington Palace.
Prinsesse Charlotte bliver storesøster til foråret, når hertuginde Kate føder parrets tredje barn.
/ritzau/