Lis Sørensen giver millionrabat på bjælkehus

Prisen har fået et stort hug nedad.

Offentliggjort Sidst opdateret

Uanset om de rockede toner vækker minder om din ungdoms fester, din mors urytmiske smådans til hittene hjemme i stuen, eller om du selv smider pladerne på fra tid til anden, kommer vi ikke udenom en af dansk musiks største sangerinder; Lis Sørensen.

Siden 1970’erne har hendes stemme i forskellige band-konstellationer og som solist fyldt utallige danske hjem, og nu kan turen gå den anden vej – det endda til en reduceret pris.

Lis Sørensens bjælkehus i Gentofte, Nordsjælland, der blev udbudt til salg tilbage i juli, er nemlig lige blevet justeret ganske betragtelig ned i pris.

Det skriver Boliga.dk.

Næsten én million kr. er, hvad der er slået af prisen, således at der i dag står 9.985.000 kr. på salgsopstillingen, mens det 239 kvadratmeter store hus oprindeligt ramte markedet med en pris på 10,9 millioner kr.

Knap 20 år på adressen

Selv købte Lis Sørensen og Jan Sivertsen huset i 1998, hvor det musikalske par betalte knap 3,4 millioner kr. for ejendommen, der ligger midt i en af landets mest attraktive områder.

Gentofte er nemlig med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på lige knap 45.000 kr. et af de steder i landet, hvor husene ifølge Boliga bliver udbudt allerdyrest til salg.

Sørensens og Sivertsens hus er opført i grantømmer-bjælker og byder blandt andet på flere stuer og værelser, loft til kip og et åbent ildsted.

Haven beskriver ejendomsmægleren Nybolig Gentofte – Annemette Lyngh, der har huset til salg, som værende “helt vidunderlig”.

Den over 1.000 kvadratmeter store grund er nemlig fyldt med gamle rododendron-buske.

Og så er der blandt andet også fundet plads til en delvist overdækket terrasse.

Powered by Labrador CMS