Lisa Ekdahl giver to koncerter i Danmark
Sangerinde Lisa Ekdahl spiller to koncerter i Danmark i 2019. 8. maj i København og 9. maj i Randers.
Lisa Ekdahls selvbetitlede debutalbum fra 1994 fylder 25 år i 2019, og det fejrer den svenske sangerinde med to koncerter i Danmark.
8. maj spiller Ekdahl i DR Koncerhuset, og 9. maj gæster hun Værket i Randers.
Den svenske sangerinde vil på jubilæumsturnéen spille debutalbummet, der blandt andet indeholder viseklassikeren “Vem vet”, fra start til slut.
Publikum kan til koncerterne også opleve hendes nye engelsksprogede album “More of the Good”, der blev udgivet i november. Albummet fik fire stjerner i Gaffa, der blandt andet skrev:
– Lisa Ekdahl viser ganske enkelt klasse på “More of the Good”, der er et studie i musikalsk perfektion.
Ekdahl er især kendt for sin bløde stemme, stærke tekster og særlige skandinaviske skrøbelighed.
Hendes musik rummer en blanding af den svenske visetradition, pop og jazz.
Årets kunstner
Hun har gennem de seneste 25 år både leveret nationale og internationale hits. “Vem vet” lå nummer et på hitlisten i Sverige i 1994. Samme år vandt hun prisen som årets bedste kunstner i landet.
ICO Concerts skriver i en pressemeddelelse, at Ekdahl i 1994 smed hele sit debutalbum i skraldespanden og krævede at få det genindspillet.
Før hun skabte debutalbummet, var hun blot korsanger for svenske Toni Holgersson. Deres stemmer fungerede dog ikke sammen, og i stedet skrev hun under med pladeselskabet EMI.
Billetsalget til de to koncerter begynder 5. december klokken ti.