Lisbet Dahl håber stadig

Lisbet Dahl skal efter afskeden fra Cirkusrevyen kaste glans over en ny revy. Revyveteranen står bag genrejsningen af Tivolirevyen både på og bag scenen

Udgivet Opdateret

Der er under en måned til, at Tivolirevyen bliver genrejst.

Selv om den store premiere nærmer sig, er revyen slet ikke klar. Men alt er lige, som det skal være, forsikrer revyveteranen Lisbet Dahl, der står bag genrejsningen.

- Vi er begyndt at småsynge lidt. Men vi sidder for det meste omkring et bord og snakker og spiller, fortæller Lisbet Dahl.

Præmiere i 1945

- Vi er kun halvvejs, så der kan nå at ske så meget. Det kan godt gå hen at blive godt. Det kan også godt gå hen at blive dårligt. Jeg aner det ikke, siger Lisbet Dahl med tryk på ordet "aner".

- Jeg beder bare til, at det bliver godt, lyder det fra den 77-årige revydronning.

Tivolirevyen havde premiere for allerførste gang tilbage i 1945. Siden har blandt andre Osvald Helmuth, Malene Schwartz og to af Lisbet Dahls kolleger fra Cirkusrevyen, Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær, medvirket i Tivolirevyen. Den har også skiftet navn og koncept undervejs. Men sidste gang selve Tivolirevyen spillede, er mere end 24 år siden.

Havde joket med det

Lisbet Dahl havde altid joket med Cirkusrevyens kapelmester James Price om, at de en dag skulle genrejse Tivolirevyen, når de ikke længere spillede i Teltet på Bakken.

Sidste år stoppede de begge i Cirkusrevyen, Lisbet Dahl efter 33 sæsoner fordelt mellem 1974 og 2021, og joken blev til en realitet.

- Så sad vi bare der og sagde: "Hvad skal vi så lave i 23? Revy i Tivoli!", sagde James, og så grinede vi.

Kan altid ringe

- Da vi var færdige med at grine, sagde James:" Man kan jo altid ringe og høre, hvad de skal lave derinde i 23".

Der var plads i Glassalen, og den 1. juni er der premiere på Tivolirevyen. Selv om Lisbet Dahl har passeret pensionsalderen, er hun slet ikke pensionsparat.

Hun ville kede sig ihjel, hvis hun skulle bruge tiden på at luge ukrudt og gense gamle afsnit af "Barnaby".

- Jeg elsker det. Jeg synes, man skal le meget mere, end man gør. Der er mange ting at være ked af ... Der er mange forfærdelige ting rundt omkring i Danmark og i verden, og det skal vi se, om ikke vi kan le os lidt ud af måske.

Håndplukket af Dahl

Lisbet Dahl instruerer revyen og går også på scenen med Andreas Bo, Nicolai Jørgensen, Linda P og Carsten Svendsen. James Price fuldender sekstetten - naturligvis som revyens kapelmester.

Alle er håndplukket af Lisbet Dahl.

- De skal jo passe sammen, og de skal også være forskellige, fortæller Lisbet Dahl.

Linda er god

- Carsten var med i Cirkusrevyen i 2022. Andreas er et gammelt bekendtskab, som er blevet genopfrisket. Nikolai læste jeg om i avisen, som skrev, at han var et af de største nye talenter i dansk teater, siger hun og fortsætter:

- Linda har jeg villet have med i Cirkusrevyen i en del år, fordi hun er vild med revy - og hun er vild med mig. Og det er så dejligt at være sammen med en, der er vild med en fra morgen til aften. Og så er hun god.

Tivolirevyen får premiere i Glassalen i Tivoli 1. juni og spiller frem til 5. august.

Der er stadig rum for revyen i 2023, mener Lisbet Dahl, som slet ikke ikke er nervøs for at komme til at støde eller fornærme nogen af dem, der står for skud i sådan en revy. (Arkivfoto).
Der er stadig rum for revyen i 2023, mener Lisbet Dahl, som slet ikke ikke er nervøs for at komme til at støde eller fornærme nogen af dem, der står for skud i sådan en revy. (Arkivfoto).

LISBET DAHL

Lisbet Dahl er datter af teaterinspektør og skuespiller Helge Dahl (1901-1981) og hustru revyskuespillerinde Toni Biering (1920-1986).

I 1966 fik hun datteren Louise med skuespilleren Benny Bjerregaard. I 1967 fik hun sønnen Jacob med en løjtnant i flyvevåbnet. I 1970 fik hun datteren Martine med en svensk danser. Fra 1970 til 1976 var hun gift med skuespilleren Lars Høy. Fra 1977 til 1981 var hun gift med skuespilleren og teaterdirektøren Preben Kaas (1930-1981). Fra 1983 til 1986 levede hun papirløst sammen med forfatteren Peter William Møller-Holst (1942-1998), som hun i 1984 fik datteren Elizabeth med. Fra 1987 til 1992 var hun gift med lydmanden Claus Wolter, som hun 1990 fik sønnen Gustav Wolter med. Fra 1995 til 2000 var hun gift med forretningsmanden Stefan Fønss (1939-2023), der var søn af Sejr Volmer-Sørensen.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS