Lisbet Dahl om Ulf Pilgaards død: Godt han fik fred

En epoke er slut for revydronningen, der har kendt den afdøde folkekære skuespiller i hele sit liv

Offentliggjort Sidst opdateret

I sidste uge besøgte Lisbet Dahl sin kollega og nære ven, Ulf Pilgaard, der netop var flyttet ind i en beskyttet bolig. 

Besøget blev deres sidste møde, da Pilgaard kort efter døde af et hjertestop i en alder af 83 år.

Hans død markerer afslutningen på en epoke for Lisbet Dahl, som har delt både venskab og samarbejde med ham gennem mange årtier - ikke mindst i Cirkusrevyen.

- Jeg havde ikke forventet, at det skulle ske nu, men troede egentlig, han kunne leve nogle år endnu. Han var en stærk mand, og du kunne ikke se noget på ham, fortæller Lisbet Dahl til Kendte.dk.

Kamp mod synstab

Ulf Pilgaard led mod slutningen af sit liv af betydelige synsproblemer, der gjorde hverdagen udfordrende. 

- Han havde kun et tunnelsyn tilbage på det ene øje – så det var meget begrænset, hvad han kunne skimte. Det var svært for Ulf at leve uden at kunne køre bil og bevæge sig frit omkring, fortæller hun.

En velsignelse i sidste ende

For Lisbet Dahl har det været trøstende, at Ulf Pilgaard nu har fundet fred og undgået yderligere fysiske og mentale udfordringer.

- Så det er faktisk en velsignelse, at han har fået fred, og ikke skulle igennem alt det, siger hun om dødsfaldet af sin bedste ven.

Sønnens rørende afsked

Ulf Pilgaards søn, Christian Pilgaard, udsendte i morges en pressemeddelelse, hvor han med kærlige ord mindes sin far.

- Min elskede far er gået bort. Hans nærvær og livsglæde vil jeg savne, og hans minde vil leve videre i vores hjerter.

Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl signerer bøger på bogmessen i Bella center.
Powered by Labrador CMS